Dyremishandling og behandling

Kategori: Dyrenes verden. Udgivet 1926. Side 1 af 7.

Udslidt hest. Denne udslidte hest var blevet så gammel, at den knap kunne slæbe sig frem, og da den havde slidt alle sine tænder op, kunne den ikke mere tygge sit foder. Trods dette var den alligevel i brug, indtil "Hestens Værn" blev gjort opmærksom på dyreplageriet.

Menneskenes behandling af de forskellige dyr har gennem tiderne på det nøjeste hængt sammen med folkeslagenes relegion.

Det ser ud, som om det primitive menneske - urmennesket, om man vil - har følt sig nær beslægtet med dyrene og følt, at enkelte dyrearter var det overlegent, og dette er sikkert oprindelsen til Totemismen (dyredyrkelsen), som man ved har fundet sted fra tidernes morgen.

Som noget af det ældste har man i Egypten tilbedelsen af oksen Apis, og det, at alle Egyptens guder afbildes med dyrehoveder, viser at de gamle egyptere havde den tro, at det at være beslægtet med dyrene og have lighed med dem, var noget vist guddommeligt, der forlenede med overmen- neskelig kraft.

Den gamle persiske relegion var i modsætning hertil præget af barbariske dyreofre, og den senere relegion - Zarathustras lære eller, som den på græsk kaldes, Zoroasters lære - opstod ca. 600 år f. Kr. som et naturligt udslag af modvilje mod disse mishandlinger. Zarathustra siger selv, at han hørte kvæget klage sig i følgende ord: "Hvortil har i dannet mig? Hvem har skabt mig? Raseri og vold, mishandling og røveri kuer mig! Ikke findes for mig nogen anden hyrde end I! Så skaf mig da græsningens velsignelser". Efter Zarathustras lære skulle man således være god mod kvæget. Dette førte til dyb ærbødighed for kvæget, hvilket atter medførte, at landbruget fremmedes og hele den persiske kultur samtidig hermed.

I den jødiske relegion fremstilles dyrene som skabte af gud til menneskenes tjeneste, hvorfor menneskenes ansvar over for dyrene udtrykkelig fremhæves i Moseloven. Man finder bla. i 5. mosebog 25,4: "Du må ikke binde munden på den okse, der tærsker". Meningen hermed er, at man ikke må lade dyret lide sultens kvaler, mens det ved sit arbejde skaffer mennesket føde. I samme mosebog 22,10 står: "Du må ikke pløje med en okse og et asen sammen". Meningen hermed er, at man ikke må lade to dyr af ulige styrke arbejde i spand sammen, således at det svagere - i dette tilfælde æslet - overanstrenges ved at skulle følge det stærkere - oksen. I 2. mosebog 23,5 står: "Når du ser din fjendes æsel ligge under sin byrde, da vogt dig for at overlade det til ham. Du skal løse byrden af tillige med ham", og endelig skal nævnes, at i 23,12 står: "6 dage skal du gøre dit arbejde, men på den 7. skal du hvile, for din okse og dit asen må have ro...."

Man ser således, at der allerede i Moseloven som en relegiøs pligt pålægges folkene visse bestemte påbud om hensynsfuldhed mod dyrene, således at dyrene får deres lovfæstede rettigheder.

Måske har disse påbud været nødvendige, idet man i almindelighed ikke får det indtryk, at sydens beboere på dette tidspunkt har været gode mod deres husdyr.

Den gamle indiske relegion - Brahmalæren - holder koen for hellig, og slagtning af kvæg er forbudt og betragtes som en dødssynd.

Til side 2 >