1. Profeten Muhammed
2. Mekka, fødebyen for profeten Muhammed
3. Åbenbaringer i religionen
4. Stammereligioner
5. Forholdet mellem Muhammed og den kristne tro
6. Muhammeds prædiken om Allah
7. Prædikenerne i Medina
8. Profetens efterfølgere Kaliferne
Åbenbaringer i religionen
Bedende muhammeddanere i ørkenen uden for en oase. I det øjeblik, da billedet blev taget, havde de indtaget den 2. bedestilling, i hvilken de bøjer sig fremover, så håndfladerne når knæene.
I disse syner og åbenbaringer er der intet unaturligt. Hos visse naturer er det ligefrem en lov, at udviklingen i deres sind må give sig sådanne udslag. Den pludselige oplevelse af en ny tanke, samfølelsen med magter uden for menneskelivet, vil hyppigt give udslag i ekstatiske tilstande, i hvilket sindets tanker viser sig som tydelige billeder: mennesker ser syner og hører stemmer, idet ubevidste tanker høres af det indre øre. At tale om bedrag her er ganske at misforstå den ekstatiske oplevelses karakter. Det er også udelukket at opfatte Muhammed som bevidst bedrager, tværtimod hører vi, hvordan han til en begyndelse selv betvivlede sine åbenbaringers virkelighed. Han modtog de første visioner i en hule noget uden for Mekka, men fortalte intet derom. For han troede, at ørkendæmonerne drev sit spil med ham og viste ham gøglebilleder. Den modne mand med det praktiske syn på tilværelsen har straks mistanke i sine klare øjeblikke. Han forstår ikke, at de ekstatiske tilstande er udtryk for kræfter, der rører sig i ham som et resultat af mange års tænkning. Men da synerne kommer stadig igen, dræbes hans tvivl. Han forstår, at røster uden for menneskelivet taler til ham, og han bøjer sig absolut for deres bud. Profeten træder da frem for folket, nu skal han kæmpe for udbredelsen blandt dette af de guddommelige budskaber.
Men førend vi følger denne kamp mellem den ene og de mange, denne opslidende, ulige kamp, som dog altid ender med den enes sejr, må vi se lidt nøjere på profetens forkyndelse. Denne er enkel og klar. Muhammed er udsendt af Gud: "Forkynd i din herrers navn som skabte, skabte mennesket af en klæbrig dråbe! Forkynd! thi din herre er den ædle, som med skriverøret gav belæring, skænked mennesket belæring om, hvad ej det vidste" (Sure 96) - således lyder efter traditionen den første åbenbaring, Muhammed modtog. Han er udsendt som en advarer til sine landsmænd. Han skal holde frem for dem hin forfærdelige Dommens Dag, da alle skal dømmes efter deres gerninger, han skal vise dem Paradisets fryd og Helvedes kvaler. Han skal lære dem at forstå, at der kommer en dag, hvor alle livets gerninger skal vejes, og ve den, som har handlet uret, og som var lidet troende! I voldsomme billeder skildrer han tilintegørelsens dag: "Når Solen rulles sammen, når stjernerne styrter ned, når bjergene rystes, når kamelhopperne, drægtige på 10. måned, forsømmes, når vilddyrene samles, når havene flyder i eet, ... når bladene (de, på menneskenes handlinger er skrevet) foldes ud, når himlen rives bort, når Helvede tændes op, når Paradiset føles nær - da ved hver sjæl, hvad den begik. Nej! Jeg sværger ved de tilbagegående stjerner, de løbende, de forsvindende, ved natten, når den fordunkles, ved morgenen, når den gryr! Visselig ... eders fælle er ikke besat .. Og dette er ikke en stenet Satans tale .. Dette er formaning for alverden, for den iblandt jer, som vil følge den rette vej .. " (Sure 81).
< Tilbage Til side 4 >