Prædikenerne i Medina

Titel: Profeten Muhammed. Kategori: Fra fjerne tider 1925. Side 7 af 8 < Tilbage

Torvet i Nefta - Sahara. Torvet i oasebyen Nefta i Sahara i det sydlige Tunesien. Husene er bygget af soltørede sten. Når det regner - det kan regne i Sahara - opsuger stenene regnvandet og smuldrer hen, som man kan se på huset i midten af billedet. På torvet ser man en karavane af beduiner, der med deres drommedarer er kommet til byen for at handle. Til venstre foregår torvehandlen. På jorden eller i et lille telt sidder den handlende med sine varer bredt ud på jorden omkring sig. Flade runde brød, kager, syltetøj, kød, krydderier, parfumer, røgelse, henna til at farve neglene røde, køkkentøj, lerkrukker og fade osv. Fødevarer er ofte fulde af fluer. - "Dine kager er ikke gode, de er jo helt fulde af fluer" - "Allah er stor og barmhjertig, hvis mine kager ikke var gode, ville fluerne ikke sætte sig på dem!".

Hans forestillinger om Allah og om sin egen kaldelse bliver her i Medina af verdensomspændende karakter. Nu gælder det især at erobre Mekka, for derefter med denne by som centrum at drage erobrende og missionerende ud i verden for at omvende alle til den eneste sande lære.

Den Muhammed, vi lærer at kende fra prædikenerne i Medina, er således en anden profet end den pludselig vakte ekstatiker i Mekka, for hvem tanken om dommedagsafgørelsen er af altopslugende betydning. Muhammed i Medina er den modne, klarttænkende organisator af en kommende verdensrelegion. Han har selv i løbet af få år gennemgået stadier, som det feks. tog kristendommen flere århundreder at gennemløbe, og som dens stifter måske selv ville stå uforstående overfor. Læser man de afsnit i Koranen, der stammer fra medinaopholdet, mærker man også en stivnen i udtrykkene, en tørhed i tankegangen, som hidrører fra, at Muhammed åndeligt talt er gået i stå. Han har ikke mere nyt at forkynde fra Allah. Alt drejer sig nu blot om organisationen af den efterhånden stadig voksende menighed. For at gennemføre sin kamp mod Mekka begynder han med at begå helligbrøde. I den måned, hvori Mekkas føromtalte hellige fest holdtes, og i hvilken karavaner uden tal kom dragende hertil, var al våbenbrug og strid forbudt. Fred herskede mellem alle mennesker. Men Muhammed organiserer røver- og plyndringstogter fra Medina mod de tilrejsende karavaner. Han skaber derved usikkerhed og vrede i Mekka, og snart bliver krigstilstanden åbenlys imellem de to byer. Trods Mekkas større rigdom og indbyggertal bliver Muhammed den sejrende i disse kampe. Mekkanerne belejrede vel engang Medina, og faren synes stor, da jøderne i byen faldt profetens skare i ryggen. Men Muhammeds kloge overlæg og hans menigheds begejstring synes at have hjulpet dem over alle vanskeligheder. Belejringen endte uden noget resultat, og Muhammed tog en grum hævn over jøderne. Medina var herefter helt og holdent profetens by. Indbyggerne blev alle led i hans menighed, Allahs jordiske stat. De mange års opslidende kampe skadede Mekka meget, uden at det dog lykkedes Muhammed af besejre byen afgørende.

I året 629 e. Kr. tager Muhammed et afgørende skridt, som viser hans kloge vidtskuenhed. Han anmoder om tilladelse til alene at få lov til at deltage i mekkanernes hellige fest. Måske har han på denne tid været stærk nok til at erobre Mekka med sværdet, for adskillige af byens beboere, især de lavere klasser og middelstanden, havde ladet sig påvirke af det ry, der udgik fra Medina og fra profetens heldige kampe. Hans tanker havde også slået rod i mange sind i Mekka. Alligevel var Muhammed klog nok til at undlade en erobring, der blot ville skade hans sag. Og tillige havde han indset, at Mekka ikke kunne erobres åndeligt, uden at han anerkendte deres århundrede gamle fest som led i sin egen relegion. Den måtte selvfølgelig omformes i Allahs ånd, de falske guder måtte fjernes foruden enkelte hedenske ceremonier, men som helhed ville profeten bevare festens ceremoniel og indhold i sin nye relegion.

< Tilbage Til side 8 >