1. Statsgæld - Statens udgifter
2. Statslån under krigen
3. Udskrivning af tvangslån
4. Veksler i udenlandsk mønt
5. Den store fare ved det udenlandske statslån
6. Millionlån til dækning af et underskud
7. Det tyske seddelomløbs størrelse og værdi i Dollars
8. Danmarks og verdens samlede statsgæld
Statsgæld - Statens udgifter
Kort efter verdenskrigens begyndelse fremkom den danske regering med en særlig form for indenlandsk statslån, idet den nemlig udstedte statsbeviser på 10, 100 og 500 kr. Det var vistnok meningen, at disse beviser skulle cirkulere mellem befolkningen ved siden af Nationalbankens sedler, men den omstændighed, at beviserne indløstes efter et års forløb med 5% rente, bevirkede, at sedlerne efter kun få dages cirkulation havnede i bankernes og de privates pengeskabe ved siden af statsobligationerne. (De to huller over finansministerens og statsgældsdirektørens underskrifter er finanshovedkassens kassationsmærker).
Når en stats udgifter - enten for en længere periode eller rent øjeblikkeligt - overstiger dens indtægter, har den ikke anden udvej, end enhver af dens borgere har i den samme situation, at skaffe sig et lån, enten på penge- eller kapitalmarkedet. Når der gøres en sondring her, er det fordi der jo er en afgørende væsensforskel på de lån, som kun optages for en kortere tid til afholdelse af normale udgifter, der falder på et andet tidspunkt end det, hvor indtægterne kommer ind, og på de lange lån, som optages på det indenlandske eller det udenlandske kapitalmarked, hovedsagelig gennem udstedelse af obligationer.
Der kan ikke anlægges samme synspunkt over for den gæld, der stiftes midlertidigt for at afholde statens udgifter, indtil de normale indtægter indgår, og den gæld, der stiftes på længere sigt for at undgå skatteudskrivninger til dækning af misforholdet mellem indtægter og udgifter. Den første form for gældsstiftelse er i virkeligheden - om den da ikke overdrives - intet andet end en simpel kreditindrømmelse ligesom den, der i forretningslivet daglig ydes tusinder af handlende og industridrivende i deres virksomhed. Denne kredit opnår staten som regel hos landets centralbank, men en hovedregel bør det naturligvis være, at der ikke på denne konto optages en større kredit, end der inden for den nærmeste tid findes dækning for.
Men den egentlige statsgæld, hvorom interessen i første række må samle sig, omfatter dels lån, der på statsregnskabet skal indgå som dækning af et underskud, og dels lån til særlig store, øjeblikkelige udgifter til nyanlæg og uddrivelser, hvis nytte og værdi udstrækkes også til fremtiden, hvad enten det er de såkaldte produktive anlæg (som jernbaner), eller det er sygehuse, skoler og til dels også veje eller militære anlæg, det drejer sig om, hvor man intet udbytte kan forvente af de anbragte penge.
De motiver, der får en regering til at se sin fordel ved at optage et lån i stedet for at søge dækning ved det yderligere skattepålæg, der ligger lige for. Den minister, som bebuder højere skatter, er aldrig populær, om han så for den fineste begrundelse af verden. Det tryk, han derimod lægger på sit lands skatteborgere, når han klarer sit underskud med et lån, har ikke samme øjeblikkelige virkning som skatten. Gældens tryk mærkes først i det lange løb, men virkningerne løber man dog ikke fra.
Til side 2 >