Arbejdet i diamantminerne

Titel: Cecil Rhodes - Rhodesia. Kategori: Fremgang 1926. Side 3 af 8 < Tilbage

Mine med diamanter. "De Beers" diamant-miner, som de så ud, da minearbejdet påbegyndtes.

Vanskeligheder var der til en begyndelse nok af. Kimberley eller Colesberg Kopie som stedet da hed, havde endnu ingen jernbane, så forsyninger af levnedsmidler og redskaber måtte tilføres med oksekærre, hvad naturligvis fordyrede dem betydeligt, det kneb ofte med at få den nødvendige arbejdskraft (Kaffere). Maskiner, pumper og andre redskaber kunne kun med besvær fremskaffes, minegangene faldt hyppigt sammen, hyppigere jo dybere man kom ned, ofte brød flodvandet igennem og måtte pumpes op med stor bekostning. Sommerdagene var utrolig varme, til gengæld vinternætterne isnenede, og mod kulden havde man til beskyttelse som oftest kun et telts sejldug. Hertil kom, at selve arbejdet i minerne var overordentlig farligt. Men måske nok så nedbrydende for helbredet var opholdet på sorteringspladserne, hvor mineejerne sad imellem sine Kaffere i blændende sol og kvælende støv, stirrende mod det det sigtede Tuf-Grus, hvori de kostbare diamanter skjulte sig, til øjnene sved. Det var et arbejde, som nok kunne tage en mands kræfter, endsige da en mands, der kom til det med et skrøbeligt helbred. Det gik da også snart op for Cecil Rhodes, at han kunne gøre noget bedre end at sætte sine legemlige kræfter til i det opslidende liv. Han så, hvorledes de mange minefelter var genstand for spekulation, og her tog han sin chance. Det var ved stadig køb og salg af disse "Claims", at han lagde den første, ganske lille grund til de uhyre rigdomme, det lykkedes ham at samle i sit ikke lange liv.

Arbejdet slugte ham dog ikke. Han havde fra sin tidligste ungdom været en ivrig læser, og det var ikke "morskab", han var forfalden til. Hjemme havde havde han læst sprog, historie, filosofi og meget andet. Han læste videre i Natal, og på sit sorteringsbord ved diamantminen i Kimberly havde han altid en bog liggende. Men det var ikke nok for ham, og efterhånden modnedes hos ham den overbevisning, at han måtte have en yderligere åndelig uddannelse, og den kunne kun foregå et sted - i England. Som tænkt, så gjort! Efter at have ordnet sine affærer og betroet sin bror Francis, der nogen tid for inden var kommet til Syd-Afrika, bestyrelsen af sine ejendomme, rejste han hjem og meldte sig som student ved universitetet i Oxford. Her levede han så et både flittigt og muntert studenterliv som så mange andre, læste og spillede polo, som da var et ganske nyt spil, og roede på Themsen, tilsyneladende lignede sine kammerater, dog med den forskel, at der næppe havde været nogen af dem, som ejede diamantminer i det sydlige Afrika eller gik med "rå" diamanter i vestelommen. En forkølelse, han havde pådraget sig ved en rotur, nødte ham dog snart til at vende tilbage til Afrikas, for hans helbred mere gunstige klima. Rejsen gjorde ham så godt, at han var "all right", da han nåede tilbage til Kimberley, hvor han snart havde hænderne fulde igen. Men derved havde han ikke opgivet studierne. Så snart forholdene tillod det, vendte han tilbage til Oxford, og således fortsatte han fra år til år med at rejse frem og tilbage, til han i 1881 havde taget sin grad ved det universitet, som han altid havde elsket og som eftewrlod en så stor del af sine rigdomme. En ven af ham skildrede ham som han var i disse unge år, "en ung mand, men dog helt en mand, smuk og høj, hyppig hensunken i dybe tanker, med hænderne begravet i bukselommerne, benene over kors, ganske upåvirket af snakken eller larmen omkring sig. Så kunne han rejse sig uden at sige et ord og gå sin vej, åbenbart tumlende med et eller andet, som han ikke havde synderlig travlt med at udtale sig om. Han var en mærkelig sammenblanding af en lidt gnaven tavshed og impulsiv arbejdstrang. Han blev til tider hed, endogså voldsom, men i arbejdet mod sine mål var han yderst omhyggelig og forsigtig. Han holdt af at se en sag fra alle sider og gennemdiskuterede dens "for" og "imod", og når han blev ivrig, slog hans stemme om i en pudsig falset, som han også fik,når han lo." Med sig selv var han fordringsløs, snarest ligegyldig for sit ydre, uden smag for raffinementer, næsten spartansk i sine vaner og få fornødenheder. Da den samme ven så ham igen efter års forløb og spurgte ham, om han havde haft nogen glæde af sit liv og om det havde været alle besværlighederne værd, svarede han: "Jo, jeg holdt af det. Det var indsatsen værd."

< Tilbage Til side 4 >