1. Fra arbejder til astronom - Bruno H. Bürgel
2. En måneformørkelse
3. Læsning om himmelfænomenerne
4. Hastighedernes parallelogram
5. Iagttagelser med hjemmelavede instrumenter
6. Astronomien og dennes praktiske udøvelse
7. Naturvidenskabelige og filosofiske forelæsninger
En måneformørkelse
Dette var det første der åbenbarede sig for Bürgels blik, da han satte øjet til store obsevationskikkerts okular, - Månens stille fjerne verden, månebjerget "Theophilus" skinnende omkreds og som modsætning hertil kratersidernes natsorte skygger.
Bügel oplevede på denne tid en måneformørkelse og iagttog med interesse den langsomme udslukning af den sølvskinnende skive og den mærkelige brunlige måne, der blev hængende deroppe. Det gjorde også indtryk på ham, at formørkelsen havde været forudsagt i aviserne. Pludselig stod Hr. Lucius ved siden af ham og spurgte ham, om han nu også vidste, hvorfor Månen blev formørket, og hvorfra den fik den mærkelige brune farve. Den tidligere matematiklærer gav ham en udmærket forklaring, og fra denne dag begyndte Bürgel at nære en videbegærlig interesse for stjernehimmelen, som han hidtil blot havde beundret. Før havde han blot drømt, men nu ønskede han at forstå, at lære. Ude på markerne lavede Frynse-Professoren kugler, kegler, terninger osv. af roer og kartofler til ham og gav ham lidt begreb om de første begyndelsesgrunde i matematikken. Han begynder at læse lidt i aviser og almanakker om sol, måne og planeter og at lege sol- måneformørkelser med gipskugler og lysestumper.
Efter konfirmationen kom han i skomagerlære hjemme hos plejefaderen, men det varede ikke længe, før han blev ked deraf, da den gamle længsel stadig sad i ham. En dag søgte et bogtrykkeri en dreng, og Bürgel troede, at der måtte han kunne lære rigtig meget. Han søgte pladsen og fik den - og studerede hver eneste stump trykt papir ivrigt i trykkeriet. Det gik imidlertid hurtigt op for ham, at der ikke var megen boglig lærdom at høste ved at rive farver og trykke prislister m.m. Han blev syg og prøvede forskelligt arbejde.
En overgang fik dårlige kammerater ham med på lørdagsaftenudskejelser, men så skete det, at han en lørdag aften sent eller rettere en søndag morgen tidlig kom hjem forslået og ør i hovedet. Han lagde sig træt ned ved et markhegn og lå der omgivet af bølgende korn. Så brød morgenen frem i øst med lærkesang foroven, diamantskinnende dugdråber i græsset og klokkeklang i det fjerne. Han følte pludselig det jammerlige ved de forødte dage. Og hvilken fornøjelse havde der været ved dem.
Han mindedes alle de smukke og storslåede tanker, han havde læst i sine bøger, sammenlignede dem med sit eget liv i den sidste tid og blev klar over, hvor langt han havde fjernet sig fra den vej, der førte til det mål, han havde sat sig. Han svor, at nu skulle det være slut med den slags, og han holdt sin ed. De stjerner, som havde truet med at gå ned, steg igen lysende op for ham på himmelen!
< Tilbage Til side 3 >