1. Stryknin - En sandfærdig jagt beretning
2. Skytten går sin aftenrunde
3. Kattens forsvar overrasker ræven
4. Tilladelse til at lægge gift for rovdyr
5. Ræven finder de forgiftede fugle
6. Strykninen og den smertefulde død
Tilladelse til at lægge gift for rovdyr
Med en varm anbefaling fra sognerådet og en mere kølig fra amtsrådet havde Ræve-Lars indsendt ansøgning til ministeriet om tilladelse til i 3 år at udlægge gift for rovdyr, og tilladelsen kom promte. Måske var sognerådets anbefaling blevet mindre varm, om det havde forudset, at resultatet af udlægningen skulle blive en ræv, de fleste af byens hunde og to heste. En af hundene nåede nemlig hjem, inden giften dræbte den, og den kastede op i noget hø, som kort efter blev givet til gårdens heste. Da man et par timer efter fodringen kom ind i stalden, lå to af hestene døde i deres båse. Det var uforklarligt, og ingen tænkte på Ræve-Lars og hans stryknin.
Endnu før ministeriets tilladelse til at udlægge giften var kommet, havde Ræve-Lars strøet en lang smal stribe korn i læ af et hegn tæt ved huset, han boede i - sognet betalte huslejen - og her samlede sig stormdagen snart en mængde småfugle, bomlærker, gulspurve og bogfinker. Da stormen steg, kom der flere og flere fugle til, og Lars fandt nu tiden moden til handling. Han ladede en patron med lidt krudt og forholdsvis mange ganske små hagl - så spredte skuddet mere - og fyrede fra sin dør ned langs kornstriben. Resultatet blev, som det skulle: en hel del småfugle blev liggende på stedet, mens mange andre med knækkede vinger og ben flagrede fortvivlet ind mod hækken skjulende tilsneede buske og søgte sig et gemmested der. Men flokken søgte i vild skræk mod himlen og bort fra det farlige sted. Flere af småfuglene var dog ramt af hans hagl, og under flugten virkede sårene. En og anden kunne ikke følge med flokken, men blev tilbage. Flugten blev tung, og skønt vingerne gik vibrerende hurtigt, og hele den lille skabnings energi var lagt i at følge kammeraterne, måtte den dog give op og styrtede mod jorden. En anden steg højt til vejrs, øjensynlig uden tanke for de øvrige. Den blot steg og steg, indtil blodet stoppede lungerne, og så faldt den som en sten ned på den hårdfrosne jord, død, længe før den nåede jorden.
Ialt faldt 5-6 stykker af flokken ned fra luften, nogle døde og andre var for kraftløse til at følge flokken. Men Ræve-Lars skyndte sig hen til mordstedet. De døde og de, der ikke kunne flagre bort, lod han ligge foreløbig og helligede hele sin opmærksomhed på de anskudte, som sad skjult i hækken. Dem fangede han, og puttede dem levende i sin lomme. Da han ikke kunne finde flere levende, samlede han dem, som en nådig skæbne havde ladet finde døden straks - og der var nok af dem - og gik glad ind med sin fangst, hvor han efter at have styrket sig med en snaps, skar et lille snit under vingen på de døde og stoppede med forsigtighed en dosis stryknin ind under skindet, som han atter trak tilbage. Af andre tog han indvoldene ud, rensede dem for deres indhold og lagde i stedet lidt stryknin ind i tarmen, som han lukkede for begge ender med en sytråd. Arbejdet var besværligt, for tarmåbningen var lille, og strykninen måtte ikke spildes af hans rystende hænder. Så bandt han en sådan lille giftfyldt tarmstump under vingen på alle de endnu levende småfugle, satte en snor om benet på dem og begav sig derefter ud på sit jagtterræn, hvor han med mellemrum kastede de døde forgiftede fugle fra sig. De levende fugle med med tarmstumperne under vingerne bandt han fast til stænglen af en tidsel eller en større græstot, ræv og mår tager jo hellere en levende end en død fugl. Klokken tre var hans dagsværk til ende, men endnu før han var færdig, kom en høg trækkende over marken. Den så en af de bundne, flagrende småstakler og slog straks ned. Ræve-Lars løb dog med et brøl imod den og jog den bort. Det var ikke for at udrydde rovdyr, han havde sat sig i udgift til stryknin, men for at få nogle gode rævebælge (hele skind) og mårskind, som kunne give ham hans udlæg mangefoldigt igen. Seks sårede, feberpinte småfugle sad nu tøjrede over marken. Først sled de fortvivlet i deres bånd, men efterhånden udmattedes de og gik med resignation en smertefyldt, isnende kold nat i møde.
< Tilbage Til side 5 >