1. Sportens indflydelse på karakteren
2. Det opdragende moment i sporten
3. Har jeg vundet ?
4. Må den bedste mand vinde !
5. Nerven i al sport
6. Tennis er nu ved at vinde indpas i Danmark
Tennis er nu ved at vinde indpas i Danmark
Tennis er nu ved at vinde indpas i Danmark i lige så stor målestok som i udlandet. Golfspillet, der i udlandet dyrkes af mindst lige så mange mennesker som tennis, er derimod kun i sin vorden her i Skandinavien. At se til synes golf at være et meget roligt og sløvt spil, i virkeligheden er det mere sindsoprivende end noget andet spil, altså det man søger i sport. To tidligere verdensmestre i tennis, de to brødre Doherty begyndte i en senere alder at spille golf og efter et par år erklærede de begge, uden at de i golf havde udmærket sig særligt, at de var kede af de år, de havde spildt på tennisspillet. - I USA var der for nogle år siden tre spillere der, kvalificerede sig for de "åbne" mesterskaber (åbne betyder åbent for tilgang både for professionelle og amatører) for USA. Det var to engelske professionals og en ung amatør-amerikaner på 19 år. Ved omspillet sejrede amatøren, Ouimot hed han. Han modtog ovationerne roligt og syntes i det hele upåvirket af sejren. Tre måneder efter begyndte han ganske umotiveret at gale som en hane. Spændingen fra kampen slog ud. Han blev indlagt på en nerve-klinik og udskrevet nogle måneder efter. Siden har han ofte spillet, men aldrig nåede han op til den "beåndethed", spændingen gav hans spil i den første store kamp. Nu kan han både tage sejr og nederlag uden at gå ud af gear.
Professionals vil sige folk, der systematisk har uddannet sig i en bestemt sportsgren og så lever af deres dygtighed heri, også ved at give undervisning. Når der inden for hver sport findes i tusindvis af denne art folk i udlandet, og denne stab af dygtige folk er suppleret med enkelte dygtige amatører, der er gået over til professionalismen, så er det klart, at disse som klasse betragtet må siges at være absolut bedre end amatørerne. Over alt i udlandet er derfor alle sportskampe delt i to hovedgrupper, en for amatører og en for professionelle. Mens de sidste ikke kan deltage i de førstes kampe, kan amatørerne i visse spotsgrene deltage i de andres kampe, men det er ret sjældent, at de vinder. Så meget større ære er det derfor for vore hjemlige amatør-fodboldhold, når de ofte har vundet over de engelske professionalshold. Professionals i roning, tennis, fodbold, svømning er lidt kendt herhjemme, derimod har de længe domineret hestesporten.
Reglerne for, hvem der er professional, og hvem der er amatører, er meget strenge, og der er kongresser sammenkaldt for at trække disse ofte hårfine grænser.
Til slut vil jeg derfor udtale min uforbeholdne tilslutning til al væddekamp i sport. Præmie- eller rekordkampen er nerven i al sport, det er momentet knald eller fald, der ryster op i sindet og former det.
Gid dansk ungdom må drive megen sport og gennem den lære at tåle sejr og anspores af et nederlag, adles til at forstå, hvad der er "fair" og "unfair" også i det daglige liv.
(Forfattere: T.Gulbranssen - Amundsen.)< Tilbage