1. Folkedrabet i Armenien - Årsagen
2. Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
3. Den europæiske følelse over for Armenien
4. Man ville udrydde det armeniske folk
5. Armenien mødte sin sørgelige skæbne
6. Psykologien bagved armeniermassakrerne
7. Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien
8. Tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer
9. Det armeniske folk har haft en krank skæbne
Folkedrabet i Armenien - Årsagen
Ruiner af Surp Zohak Klostret nær ved byen Van. - Udenom ses det alvorsfulde, strænge armenske landskab.
Alverden har hørt om de grufulde menneske- slagtninger i Armenien under verdenskrigen. De har fyldt sindene med harme sorg og medfølelse, og med uforståelse.
Enhver tidsalder har sin moralske højdetrang.
Den almene samvittighed tror til enhver tid at have nået et urokkeligt grundlag for moral, ligesom bygget en åndelig dæmning for visse udslag af menneskelig lavhed og grumhed.
Vore dage havde tænkt sig at være vidt fremme i den retning.
Når denne lyse tro brydes af kendsgerninger, værger selvagtelsen sig, under forsvaret af sin moralske fæstning søger mennesket alle slags bortforklaringer eller råber højlydt på straf over denne krænkelse af menneskeheden.
Selv krig, der ikke har nået almindelig moralsk forkastelse, fordi den ulykkeligvis endnu er den sidste udvej under folkesamfunds indbyrdes stridigheder, kræves først med selvtøjling. Unyttig blodsudgydelse, ødelæggelse og grusomhed anses for utilladelig.
Den sidste fornedrelse for samvittighedslivet, den frygtelige verdenskrig, har med al sin grumhed, sine udslag af løgn, hæslig skadefryd og ufølsomhed for fjendens lidelser, dog åbenbart en fordømmelse af lumpne midler og udskejelser, hvad der fik sit udslag i Versaillesfredens bestemmelser mod krigsforbryderne.
Måske var den ensidighed, hvormed tiltale og dom kun kræves over den slagne parts misgerninger, grunden til, at der ikke rejses den stemning i verdens samvittighed, der ville have virket oprejsende for os alle. De sejrendes optræden fik snarere udseende af hævntrang mod de fjendtlige forbrydere end af dybe sædelige krav.
Men selv på baggrund af al den ødelæggelse og menneskeofring, krigen førte med sig, og som sløvede modtagelighed, fantasi og medfølelse, kastedes der ind over Europa en isnende gru, da efterretningerne om den frygtelige myrden i Armenien bredte sig ud over landene.
Det var ikke alene medfølelsen med de talløse ofre og den jammerfulde død, bødlerne gav dem, det var ikke blot den fælles kristne smerte over trosfællers skæbne, som pinte selv de slappeste nerver. Det var forfærdelsen over i vore dage, at opleve en statsmagt, retslig ligestillet med alle andre og i forbund med Europas centralmagter, kunne søge lige for vore øjne at udrydde et helt folk, mænd, kvinder og børn, fra de levendes tal.
Man forstod snart, at man her ikke stod over for et trist udslag af tøjleløs lidenskab, ikke over for et barbarfolks pøbelhope - det ville aldrig have rakt til denne rædselsgerning. Det var et rigsstyrelse, der med anvendelsen af alle statsmidler på velberegnet vis, kastede en hel rigsdels bosidende, jorddyrkende befolkning ud i grufuld død - og mindre end eet år forvandlede over en million fredelige, værneløse undersåtter til rådnende kød og knoglehobe.
Til side 2 >