1. Hedeboere - Et folkeminde
2. Kloge mænd og koner
3. Lod sig fotografere som kvaksalver
4. Ejendommelige mennesker og sære typer
5. Eneboeren og særlingen fra Langelund
6. Boliger med karakteristiske forskelligheder
7. Bilæggerovn, kiste og bornholmerur
8. Sigøjnere er hedens vagabonderende folkefærd
9. Hedens folk gør brug af lyngen
Hedeboere - Et folkeminde
Amlundgård, der oprindelig menes at have været en kongsgård, og hvorfra der stammer en række "kloge" mænd og koner.
Midt ude på den vestjydske hede ligger den lille stationsby Grindsted som en edderkop i sit spind af jernbaner og suger næring til sig af sit store opland. Den har ligget upåagtet og lille bitte i de mange mange år - et bedested på handels- og færdselsvejen fra Vejle til Varde. En kro, en læge, et apotek, en jordemoder, et posthus og et par huse til var den hele by den gang, indtil jernbanerne kom og forvandlede den ubetydelige hedeby til en hurtigt voksende stationsby, der pludselig havde fået sine tidligere så fjerne naboer - købstederne - på nært hold. Seks jernbanelinier i alle retninger skabte liv og handel, og byen voksede, men samtidig voksede også interessen for det liv, der har været levet i disse egne, udelukkede som de var fra samkvem med de opdyrkede og bedre befolkede dele af Jylland. Det er naturligt, at befolkningen er blevet præget af sin afsondrethed, og at den midtjydske hedekultur har været noget for sig.
Jeg har søgt - inden alle ejendommeligheder i levevis, vane og kår helt er forandret - at fæstne nogle af disse, for at de ikke skal svinde i glemsel.
De kloge mænd og koner hørte i første række til hedens ejendommelige typer. Disse menneskers virke er næsten ophørt, i alt fald er deres antal betydeligt formindsket, og deres betydning for befolkningen spiller ikke så stor en rolle mere. I gammel tid var deres virksomhed forståelig. I så sparsomt beboede egne af landet kunne der naturligvis ikke eksistere nogen læge. Der på egnen fandtes ingen på den 65 km. lange strækning mellem Vejle og Varde, og først i 1842 blev der oprettet et apotek i Grindsted.
På disse milevide strækninger gjorde de kloge mænd og koner gavn. Skete der et uheld med benbrud, forvridning, forstuvning, fik man bylder eller hugormebid, blev studene spændt for og "æ dowtor" hentet, eller patienten blev bragt hen til ham, og mangen skade er gjort godt i stand - og så blev man da behandlet af en af sine egne! Og hvad betalingen angik, så var den mildere end hos den rigtige "dowtor". Hvad der hjalp til, at den "kloge mand eller kone" stod for befolkningen som noget eksklusivt, var den hemlighedsfuldhed, de hyllede sig i, og det, at evnen ikke var til stede hos alle og enhver.
Den gik i reglen i arv i slægten, og både denne og gården blev i årenes løb omgivet af megen respekt. Det hemmelighedsfulde ligger godt for hedeboen, det gror i ensomheden ligesom mystikken. Også dette blev draget ind i "de kloges" lægekunst. Suggestionen levede højt i lyngens atmosfære. Det førte til, at de forskellige slags sygdomme blev behandlet og til tider kureret ved hjælp af overtro i måneglans på kirkegårde. Her var meget at ty til: Dug fra gravstene, ir fra kirkeklokken, taget et bestemt klokkeslet en bestemt nat osv.
Til side 2 >