1. Om Leonora Christina
2. Corfitz Ulfeldt
3. Et lykkeligt ægteskab
4. Striden mellem Kirsten Munk og Christian IV
5. Dronning Sofie Amalies had
6. Intriger og mordplaner
7. Flugten fra København
8. Fange i Hammershus på Bornholm
9. Jammers Minde
10. Opholdet i Blåtårn
11. Frihed og pension
Frihed og pension
Dog savnede hun friheden, og både hun selv og hendes børn, såvel som de udenlandske magter, som havde stået familien nær, henvendte sig gang på gang til kongen for at opnå hendes løsladelse. Hvad Christian V.s gode hjerte end har tilsagt ham, sålænge moderen levede, fik han for husfreds skyld være ubøjelig. Der fortælles om nogle forfærdelige scener fra enkedronningens side, når hun på dette punkt ikke fik sin vilje. Men da den gamle dame i 1635 lukkede sine øjne, slog befrielsens time. Et lille kobberstik af Christian IV var kommet i Leonora Christinas besiddelse. Dette malede hun med farver og skrev bagpå følgende rim, som lægges i den portrætterede konges mund:
Min sønne søn og største navne!
Du ligner mig i magt og mod.
Lad det min levning (efterkommer) og nu gavne at du, som jeg, er nåde god!
Det bragtes for kongen, og snart efter blev der truffet beslutning om hendes skæbne. Hun skulle frigives og flytte ned til Maribo, hvor klosterbygningerne skulle overlades hende, og hvor der anvistes hende en pension på 1200 rigsdaler årligt samt nogle naturalydelser. Alt i alt en meget standsmæssig behandling. Den 19. maj 1635 om aftenen forlod hun højtideligt sit fængsel.
Om hendes senere liv er der ikke meget at sige. I stilhed levede hun i Maribo, plejet af sin ældste datter Anna Catharina og stundom modtagende besøg af sine yngre børn, af Leonora Sophia, der var gift med Lave Beck i Skåne og stammoder til slægten Beck-Friis, og af hendes elskede søn Leo, der blev kejserlig generalfeltmarskal og kammerherre, og hvis sønnedøtres efterkommere endnu lever i Czekoslovakiet og Østrig.
I kamp for sine interesser og krav, i studier og med litterært arbejde gled hendes sidste år hen. Den 16. marts 1698 lukkede hun sine øjne og blev stedt til hvile i klosterkirken. Senere fandtes hendes kiste tom. Hun hviler nu formligt ved sin ægtemands side i en lille böhmisk kirke.
Men her i landet har hendes berømmelse holdt sig i live og med dyb respekt og beundring bevares mindet om denne ejendommelige, stolte og trofaste kvinde, sit køns pryd og sin store faders ætling.
(Forfatter: Otto Andrup.)< Tilbage