Et lykkeligt ægteskab

Titel: Om Leonora Christina. Kategori: Menneskelivet 1926. Side 3 af 11 < Tilbage

Portræt af Leonora Christina. Dette portræt af Leonora Christina er malet, mens hun endnu stod på lykkens tinde, og viser hende i hele hendes pragtfulde dragt og med den lille hat, som hun altid bar, og som betragtedes som et værdighedstegn i anledning af hendes kongelige afstamning. Maleriet fandtes i Böhmen, og har været i hendes efterkommeres eje. Billedet er nu at se på Frederiksborg slot.

Forståeligt, at denne mand ganske vandt Leonora Christinas hjerte. For resten af hendes liv svandt alle andre hensyn bort over for den ene pligt: altid at stå manden bi. Ægteskabet synes at have været meget lykkeligt. Man anså dem for at have fuld fortrolighed til hinanden, og samtidig antog, at alle vigtige foretagender nøje blev afhandlet mellem dem indenbyrdes. Talrige intriger for at skille ægteparret blev afvist af dem, og i modsætning til de fleste af datidens ægteskaber i adelskredsene, og især da hos Leonora Christinas søstre, hvor voldsomheder, fræk utroskab og uværdig opførsel var dagligvane, ser man her intet til uenighed eller uoverensstemmelser. Der fødtes mindst 10 børn i ægteskabet.

Havde Leonora Christina således lykken med sig, hvad familielivets indre forhold angik, så var de ydre vilkår i begyndelsen ikke mindre strålende. Hendes mand, der allerede før brylluppet var blevet Ridder af Elefanten og medlem af rigets råd, blev snart udnævnt til statholder i København, en af de betydeligste poster i riget og senere (1643) til rigshofmester, den vigtigste stilling næst kongens. Han skulle modtage og forhandle med de udenlandske gesandter, lede husholdningen og proviantforsyningen for hof og flåde og have overopsynet med finanserne. Ofte drog han nu i gesandstskabsærinder til udlandet. I 1641 hjembragte han fra kejseren rigsgreveværdigheden for sig og sine sønner. Han havde på denne rejse formentlig også inspiceret de store böhmiske godser Grädlitz og Herschmanitz, som han havde overtaget efter sin i 1636 afdøde broder Frands Ulfeldt, der i Trediveårskrigen under Wallenstein havde svunget sig op til at blive rigsgreve, generalvagtmester og feltmaskal. Disse besiddelser, i forbindelse med de store indkomster fra de len, Ulfeldt i kraft af sit embede og på grund af ægteskabet med Leonora Christina sad inde med, skaffede ham rigelige midler til en prægtig levevis, og ved et alt andet end hæderlig maskepi med leverandørerne og ved ublufærdig udnyttelse af sin embedsstilling fik han utroligt hurtigt samlet en kolosal formue. Så forkastelig denne hans opførsel end synes os, var den dog ikke i samme grad til forargelse for samtiden, for over alt, omend på mere forsigtig måde og i mindre stil, synes lignende svindlerier at være praktiseret.

Som sagt, Corfitz Ulfeldts transaktioner var næppe almenkendte, og gav højst anledning til skumlerier. Alle så derimod den storartede pragt og rige glans, som han og Leonora Christina udfoldede. Der var ingen dronning ved hoffet. Ved sin byrd, ved sin mands stilling og ved sine egne fortrin blev Leonora Christina da en tid lang den mest fremtrædende dame i København. Uvivlsomt indtog hun med tilfredshed denne plads, og når ikke selskabelighed eller rejser optog hende, syslede hun med læsning, med sprogstudier og med at musicere, tegne eller male. I de sidste kunstarter havde hun maleren Karel van Mander til lærer.

< Tilbage Til side 4 >