1. Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen
2. Kapital, skib og mandskab
3. Afrejse fra San Francisco
4. Overvintring
5. Is og sygdom
6. Bekymringer og mismod
7. Land i sigte
8. En isskruning sænker skibet
9. Et skridt frem og to tilbage
10. Udmattelse og død
11. Genforening og eftersøgning
12. Status efter ekspeditionen
Is og sygdom
De forenede Staters vagtskib 'Seneca' krydser ved de mægtige isbjerge i Atlanterhavet for at advare skibene imod dem.
Og så går tiden. Solens vej over himlen bliver for hver dag kortere. Den 27. november bliver den helt borte. De er gledet ind i vinternatten. Temperaturen falder til 20, 30 ja helt ned til 40 graders kulde. De fejrer jul og nytår. Og alt bliver ved det samme. Som de Long skriver: "Vi har kun at spejde og vente."
Men uden vanskeligheder og ængstelse går tiden ikke. Meget besvær volder den store fugtighed, kulden frembringer indenbords. Vandet driver langs loft og vægge. Skuffer, skabe og døre er hverken til at åbne eller lukke. Værre er det dog, at en af dem, Dauenhower, bliver alvorlig syg. Det er hans øjne, der angribes, trods gentagne operationer bliver han næsten blind og må uafbrudt under smerte og lidelse opholde sig i sin mørke kahyt. Men sit gode humør bevarer han. Og for de andres vedkommende er sundhedstilstanden stadig god. Kun to erklæres "under middel", lægen og de Long selv.
Den største og stadigste ængstelse volder isen. Længe ligger den rolig, som var det en ismark, men først i november begynder den at komme i bevægelse. Der viser sig revner her og der, og en nat vækkes de ved en frygtelig knagen og dirren i skibet. Da de kommer op, viser det sig, at isen brydes rundt om under en frygtelig larm. "Jeg kender ingen lyd fra landjorden, der kan sammenlignes med den," skriver de Long. "En buldren, et skrig, en stønnen og et brag som af et hus, der styrter sammen, alt på én gang, giver en idé om den." Flere nætter gentager det samme sig. Store flager, 2-3 m. tykke, vælter sig op over isen som en mægtig vold, stadig over hinanden. Den nat, det er værst, bevæger denne bragende vold sig frem med en hast som en mands gang. Først 7-8 m. foran skibet standser den. En ny bevægelse river isen helt løs langs den ene skibsside, og isstrømmen brager forbi. Alle står parat ved bådene - men pludselig er alt igen stille og roligt.
< Tilbage Til side 6 >