1. Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen
2. Kapital, skib og mandskab
3. Afrejse fra San Francisco
4. Overvintring
5. Is og sygdom
6. Bekymringer og mismod
7. Land i sigte
8. En isskruning sænker skibet
9. Et skridt frem og to tilbage
10. Udmattelse og død
11. Genforening og eftersøgning
12. Status efter ekspeditionen
Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen
George W. de Long, kommandør i de Forenede Staters marine, chef for Jeannette-Ekspeditionen, født i New York 22. august 1844, død 1881.
Af alle kampe, der i polaregnene er ført mod is og kulde, sult og sygdom, er ingen mere gribende end den, der for snart et halvt århundrede siden blev ført af George Washington de Long og hans mænd.
I 1873 deltog den da 29-årrige de Long i et eftersøgningstogt, som et af den amerikanske marines skibe gjorde til farvandet vest for Grønland. Da en dampbarkasse sendtes videre mod nord over den farlige Melvillebugt, blev han dens fører.
Togtet blev resultatløst, man fandt ingen af de eftersøgte, de blev på anden måde reddet, men for de Long blev det skæbnesvangert. Polaregnenes storhed greb ham og holdt ham fast, som de før og senere har grebet og fastholdt så mange, der blot én gang har været inden for deres rækkevidde. Endnu samme år begyndte han at tumle med planer om gennem Beringsstrædet at nå frem til selve polen.
Det var i året 1827, at William E. Parry fra egnen om Spitzbergen gjorde det første direkte fremstød mod Nordpolen. Mange havde senere søgt at nå frem mod dette mål, dels herfra, dels gennem Smithsund, vest for Grønland. Den tredie vej, gennem Beringsstrædet, var derimod uforsøgt. Men da de to andre syntes ufremkommelige (det nordligste punkt, man var nået til, var 830 20') ville nu altså de Long forsøge her fra klodens modsatte side.
Der herskede på den tid yderst forskellige meninger om den nordlige del af Polarhavet. En del forskere mente, at der her fandtes et isfrit hav. Andre derimod formodede, at der yderst mod nord lå et stort fastland, hvis vestlige del formodedes at være Grønland. Var den første formodning rigtig, måtte det være muligt, blot man fandt den rette vej, at nå frem til selve polen, måske på en eneste sommer. Var det derimod den anden hypotese, der var den rigtige, kunne man måske sejle frem til dette land og derefter gå videre med hundeslæder. Selve opdagelsen af dette fastland ville jo i øvrigt være en yderligere bedrift for ekspeditionen. At Beringsstrædet var den rette vej frem enten til det formodede isfri hav, til det anede fastland eller i hvert fald til Polarhavets ukendte egne, var George W. de Long fuldt og fast overbevist om. Han bestyrkedes end yderligere i denne tro ved udsagn af hvalfangere om, at der ofte gik stærk strøm mod nord. En sådan nordgående strøm ville lette fremfærden betydeligt, men den ville naturligvis også gøre tilbageturen vanskeligere og farligere, navnlig hvis man blev udsat for skibbrud eller andre uheld.
Til side 2 >