Tegn på menneskeæderi

Titel: Skønhedsbegreber. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 5 af 7 < Tilbage

Tatoverede læber Kvinder fra Formosa, der tatoverer mundens omgivelser med mørk blå farve. Farvefeltets form giver ansigtet et smilende udtryk.
Skønhed hos indfødt melaneser. Indfødt fra Melanesia, en øgruppe i stillehavet. Mændene borer hul i næsen, trækker en lille levende slange gennem hullet og fæstner derefter en stang af passende tykkelse i næsen. Unge lapse skaffer sig hvepsetaille ved hjælp af et stramt bælte.

Denne skik betegner vistnok højdepunktet af barbarisk mishandling af legemet. Ved siden af den svinder meget andet ind til noget temmelig betydningsløst. Flere steder feks. hos negrene i det nordlige Congo og hos Bagoboerne på Mindanao (Philipinerne), bliver tænderne filet spidse, det er næsten altid tegn på, at folket giver sig af med menneskeæderi. Andre steder sættes der stifttænder ind i form af små stjerneformede metalplader (Borneo). Man kan også se, at en eller flere af fortænderne trækkes ud eller bankes ud med en stenhammer. I Japan maler kvinderne deres tænder sorte, mens omvendt i Abyssinien der farves tandkødet sort, så at de hvide tænder kan skinne des stærkere. Hos Malajerne regnes tilspidsede sorte tænder for noget smukt, og man ser med foragt på europæernes hvide "hundetænder".

Hos mange af Amerikas folkeslag, både i nord og syd, og på øerne ved Ny Guinea, Borneo og Celebes har man den skik, at hovedskallens form forandres, ved at man klemmer barnets hoved inde mellem træplader, mens hovedskallen endnu er blød. Man har vugger, der er forsynet med dertil egnede indretninger, hvori barnet må ligge måneder igennem, og hvorfra det kun slipper ud hveranden dag for at blive vasket. Selv i syd-Frankrig i Toulouse, sker denne mishandling endnu den dag i dag ved hjælp af en stram hue, som barnet altid bærer, og som giver hovedet en langstrakt form. Det synes, som om denne behandling ingen indflydelse har på barnets åndsevner.

En skik, der er udbredt over det meste af verden, er den at frembringe kunstige ar. Mange steder er sådanne ar anbragt på en bestemt måde som et stammemærke. I Ægypten træffer man ofte folk fra stammer ved den øvre Nil med store, ofte røde flænger i panden og på kinderne, armene og brystet. Operationen foretages allerede på børnene og anses for at være et tegn på mandighed og hårdførhed. Blandt tyske korpsstudenter er den samme skik udbredt ud fra ganske tilsvarende motiver. Undertiden anvendes den som kur mod hovedpine. I så fald skæres der flænger i panden helt ind til benet og ridses furer i selve hovedskallen, hvorefter kødet og huden forenes og efterhånden vokser sammen. I almindelighed frembringes sårene med en kniv af sten eller brændes ind og indgnides med en giftig plantesaft, der gør, at de vanskeligere læges og efterlader så store og fremtrædende ar som muligt. Undertiden er der dermed forbundet en tro på, at disse prydelser tillige har en beskyttende virkning. I det sydlige Rhodesia anbringer kvinderne dem i to rækker ned af maven, så at de kommer til at danne et bestemt ornament, som er magen til et tegn, man har fundet i ruinerne af det gamle Zimbabwe, og som utvivlsomt er et relegiøst symbol. Det tyder på, at skikken har haft rituel betydning og i hvert fald er af urgammel oprindelse. Den er nært beslægtet med tatoveringen, som er udbredt over det meste af Jorden. Den kan i grunden betragtes som en slags primitiv og grov form for tatoveringens mere forfinede kunst. Denne består som bekendt i, at der prikkes huller i huden, hvori der indføres forskellige farvestoffer. Den hører ikke oprindelig hjemme i Afrika, men er indført fra Østen, sandsynligvis over Ægypten, og har fundet stor udbredelse i det vestlige Sudan.

< Tilbage Til side 6 >