1. Straffemidler gennem tiderne
2. Samfundet og magthavere
3. Straffemetoder i Kina
4. Straffelove i middelalderen
5. Gabestokken Blokken og Træhesten
6. Firdeling og rædbrækning af den dømte
7. Torturmetoder
8. Konger og henrettelser
9. Forbryderen er ikke længere retsløs
10. Den elektriske stol
11. Retfærdighed og hævn
Gabestokken Blokken og Træhesten
Derfor anbragtes synderen i Gabestokken, to blokke, der klemte sammen om hans hals og håndled, så at han ikke kunne røre dem, midt på bytorvet i så og så mange timer - naturligvis til ubeskrivelig glæde for ungdommen, som hånede ham på det groveste måder. Eller han smededes i Blokken, der var gabestokken om igen, kun at nu også benene var spændt fast og hele legemets sammenklemte tilstand en pine. Eller han fik sæde på Træhesten, et skarpt brædt, der skar sig op i underlivet, mens "stigbøjlerne", tunge jernlodder, hæftedes ved fødderne for at gøre smerten endnu uudholdeligere.
Slige straffe var dog kun bagateller. I grovere tilfælde forvistes delikventen fra byen under de mest vanærende former: han førtes under stadig piskning nøgen eller i den blotte skjorte gennem gaderne ud af byporten, eller anbragtes bagvendt på et æsel, bagbunden eller med æslets hale som tømme. Eller han "strøges til kagen" på retterstedet: piskning på pælen, hvortil han var bundet, indtil ryggen var et vædskende sår.
Særlig populær var straffemidlerne "Vippen" og "Snurren". Den første var et tremmebur, fastgjort ved den ene ende af en vippe eller lossebom og derfor anbragt tæt ved flodbredden, hvor skibene lagde til. I dette bur sattes delikventen, synlig mellem tremmerne for alle tilskuerne, som holdt fast i vippens anden ende, men pludselig gav slip, så at synderen i buret med et vældigt plump forsvandt i de mudrede vande og forblev der, til det behagede bødlerne at hive ham op - mere død end levende, ikke sjældent virkelig død. Spøgen kunne gentages et vist antal gange, der fastsattes af dommen - under tre gange slap kun få. - Snurren var et lignende tremmebur, fastgjort som en spole eller et timeglas foroven og forneden i to faste punkter således, at det med håndkraft kunne drejes rundt. Publikum besørgede under uendelig jubel omdrejningen, når synderen var anbragt i buret, og det sattes ikke sjældent i en sådan fart at staklen derinde gik helt fra vid og sans, ja stundom kom ud, afsindig for livstid.
Megen fornøjelse voldte endelig "Gyngen" eller "Strikken", et tov, hvori forbryderen hejstes ned fra rådhustårnet ved hjælp af et spil og derpå hejstes op og ned, med pludselige voldsomme ryk og fald lige til stenbroen, hvor spillet stoppede linen, så manden ikke slog sig ihjel - en kalamitet, som desuagtet af og til indtraf, og hvis mulige indtræden selvfølgelig holdt ham i permanent dødsangst - en raffineret psykisk lidelse, føjet til de fysiske, som selve ophængningen forvoldte.
Disse "Folkedomme", hvis fuldbyrdelse således tildels var lagt i publikums egne hænder, var et udslag af middelalderens hele grovkornede livssyn og sans for rå og burleske løjer. Deres plumpe humor passede for tiden, grusomhedstrangen kommer først i anden række. - Anderledes med de engentlige kapitalstraffe, der ramte de virkelige forbrydere, drabsmænd, sædelighedsforbrydere, tyve, der forstå sig for 2. eller 3. gang, statsforbrydere i de højere grader m. fl. mod de straffe, der ramte dem, er de hidtil omtalte kun børneleg.
Kejser Karl Vs. pinlige "Halsretsordning" hjemler følgende fuldbyrdelsesmåder for dødsstraf: Bål og brand, gennemboring med en pæl, radbrækning, firdeling, drukning og som mildere former henrettelse med strikke, sværd, økse, skydning med bøsse eller armbrøst (stor flitsbue). De fleste af disse straffe forkynder allerede ved deres navn dødsmåden.
< Tilbage Til side 6 >