1. Straffemidler gennem tiderne
2. Samfundet og magthavere
3. Straffemetoder i Kina
4. Straffelove i middelalderen
5. Gabestokken Blokken og Træhesten
6. Firdeling og rædbrækning af den dømte
7. Torturmetoder
8. Konger og henrettelser
9. Forbryderen er ikke længere retsløs
10. Den elektriske stol
11. Retfærdighed og hævn
Forbryderen er ikke længere retsløs
Eleonora Christina Ulfeldt i Blåtårn på København slot. Efter et maleri af Kristian Zahrtmann. Hendes cellegulv var et faststampet lag af menneskelig gødning. Et trækhul foroven i det ene hjørne, der stod i umiddelbar forbindelse med det fri, gjorde opholdet ulidelig om vinteren. Her tilbragte kongedatteren 22 år som fange.
Man sammenligner uvilkårligt dette bille med billedet fra Vestre Fængsel.
(side 11)
Forbryderen er ikke længere retsløs. Forinden han er overbevist og dømt for sin forbrydelse, må han i ingen henseende behandles som skyldig. Han har ret til at forholde sig afventende overfor det offentliges bevismateriale og, bistået af sin forsvarer, anvende et hvert lovligt middel for at imødegå det. Enhver form for tvang for at fremkalde tilståelse er udelukket. Hans lovlige behandling under processen er sikret ved et helt system af uafhængige, med sagkyndig bistand forsynede domstole.
Men heller ikke den idømte straf, den være stor eller lille, tør gå ud fra, at forbryderen, når hans forbrydelse er bevist, er retsløs. Hans legeme og lemmer, der ikke er skænket ham af samfundet, kan samfundet ikke bemægtige sig som fuldbyrdelsesgenstande for straffen. Selve dødsstraffen fører i de fleste europæiske lande, hvor den endnu ikke er afskaffet, en hensygnende tilværelse, som før eller senere må ende med den dødelige afgang. Selv der, hvor den er bibeholdt og anvendes, gøres alt for, at dødens indtræden kan blive så hurtig og smertefri som muligt - i Amerika har betragtninger af denne art ført til henrettelse ved elektricitet (den elektriske stol i New York).
Staten har uden at behøve at frygte for sin eksistens kunnet gå med til denne uhyre forbedring af forbrydernes skæbne, fordi den ikke lægere behøver at frygte forbryderen. Staten - det er nu alle landets borgere, ikke længere en enkelt suveræn, der mistænktsom må våge over alle frie rørelser hos sine undersåtter - ikke længere en forholdsvis ringe kreds af magthavere, omgivet udefra og indefra, fra oven og fra neden af snigmordere, røvere og stimænd, der tragter efter at berøve dem de goder, de møjsommelig har tilkæmpet sig gennem generationers arbejde og flid. Derved, at alle nu er magthavere, og så godt som alle er gennemtrængt af overbevisningen om, at de grundpiller, der bærer den nuværende stat, også er dem, der bærer deres egen eksistens, er staten bleven stærk nok til, at den kan betragte forbrydelsen som et overfladisk fænomen - en ubehagelighed, der bør undgåes, en urokilde, der bør tilstoppes, et uvæsen, som bør bekæmpes, men ikke som en fare, mod hvilken man må gribe til overordentlige besskyttelsesmidler.
Derfor behøver den ikke mere at tilintegøre forbryderen legemligt - helt eller delvis - den indskrænker sig til at fjærne ham for længere eller kortere tid fra det samfund, han har angrebet, og den gør det, ikke for at hævne sig på ham, ikke med had og i vrede, men i et højmodigt forsøg på at bibringe ham forståelse af, at også han hører hjemme i , er en del af den stat, hvis love han har krænket, og at han derfor for sin egen skyld gør bedst i at følge denne stat i dens interesser, lyde dens love.
Frihedsstraffen - næppe kendt under det gamle straffesystem, udformet og frugtbargjort af filantroper og praktikere som englænderen Howard, Amerikaneren William Penn, tyskeren Krohne, Belgieren Prins, Danskeren David o.m.fl. - er blevet det middel, hvormed staten på en gang iværksætter forbryderens fjærnelse fra samfundet og hans psykiske omdannelse til et brugbart eller dog uskadeligt samfundsmedlem. Overalt i verden er det gennem et stort og kombineret system af frihedsstraffe, at forbrydelsen nu i første række søges bekæmpet.
< Tilbage Til side 10 >