Udvandringen fra Europa

Kategori: Menneskelivet. Udgivet 1926. Side 1 af 9.

Ellis Island. Billede fra Ellis Island i New York (Undersøgelsesstationen for emigranter). Den kan prise sig lykkelig, som slipper ind i USA og får arbejde der. Arbejdsløsheden er for øvrigt ringe, så den, der er legemlig stærk og til at begynde med vil tage, hvad han kan få fat i, og som har lært et fag, vil praktisk talt altid kunne klare sig igennem, selv om de store chancer kun bliver uendelig få til del. Lønningerne er adskilligt højere end i Europa, men selv om priserne vel også er forholdsvis høje, er levefoden dog gennemgående højere end i vor verdensdel. - Men det er vanskeligt at få adgang til staterne. Ikke alene er antallet af indvandrere fra hvert enkelt europæisk land nøje fastsat, men indvandrernes forhold undersøges meget strænkt på Ellis Island, New Yorks berømte karantæne-station, som alle må passere. Mange tragedier er her udspillet om personer, der ikke har haft sagerne i orden, og som har måttet blive på undersøgelsesstedet, til de har kunnet vende hjem med næste skib. - Ellis Island historie synes nu at skulle være ude, idet amerikanerne flere steder er gået over til at prøve udvandrernes kvalifikationer på udvandringsstedet, en stor behagelighed for udvandrerne.

Gennem tiderne har vandringer, togter og kolonisationer været af stor betydning for folkeslagene i deres søgen efter udkommet - eller i gunstige tilfælde efter rigdom og magt.

Vi skal her beskæftige os med den største af alle folkevandringer, nemlig den moderne emigration og kolonisation, der begynder med opdagelsen af Amerika og Australien og af søvejen syd om Afrika, og hvis væsentligste resultat i befolkningsmæssig henseende har været en uhyre tilvækst i Amerika og andre oversøiske lande og en aflastning af befolkningsoverskuddet i Europa.

Europæernes kolonisationer i Afrika og Asien har i økonomisk henseende været af stor betydning for Europa (tidligere navnlig Spanien og Portugal, senere især for England, Frankrig og Holland). Store rigdomme har moderlandene hentet hjem fra deres kolonier, men i befolkningsmæssig henseende har disse kolonier aldrig haft store virkninger. Der sendes ganske vist talrige europæiske embedsmænd, handels- mænd og missionærer til østen og til Afrika, men egentlige folkemasser er der her ikke tale om, og de fleste af de udsendte hvide vender som regel efter en vis tids forløb tilbage til deres fædreland. En undtagelse herfra danner dog det sydligste og det nordligste Afrika. Syd-Afrika koloniserede oprindelig en mængde hollændere (Traswaal og Oranjestaten), senere englændere, og i de afrikanske middelhavslande (Algier, Tunis, Egypten etc.) bor en mængde italienere, grækere og andre folk.

Som optager af andre landes overskudsbefolkning har Amerika, og da navnlig - indtil for få år siden - USA, haft den største betydning. Pionererne i denne udvandrings- og kolonisationsbevægelse var franske, engelske og irske nybyggere i USA og Canada og sydeuropæere i Mellem- og Syd-Amerika.

Mange forskellige bevæggrunde drev disse kolonister over havet. Engelske puritanere frigjorde sig ved udvandring for den relegiøse tvang i deres hjemland, irlænderne søgte bort fra godsejernes økonomiske undertrykkelse, normanniske adelssønner søgte at opnå rigdomme ved at grundlægge storgodser i de sydlige stater, forbrydere søgte at undgå straf ved udvandring eller de blev ligefrem deporteret, men flertallet var vel nok folk, som blot søgte udkommet.

Til side 2 >