1. Vind og vove
2. Orkanens hastighed
3. Storme og skibsforlis
4. Monsunen, Blizzards og Williwaws
5. Scirocco, Bora og Mistralen
6. Harmattan, Pampero og Norder
7. Hvad er en Tornado
8. Skypumper
9. Beskrivelse af en skypumpes udvikling
10. Måling af bølgernes højde
11. Ensomme søer på roligt hav
12. Hvad er tidevand
Storme og skibsforlis
Her er et fortrinligt billede af en oprørt sø. Man ser forrest søerne bryde fotografens skibs kølvand, og langt bagude skimtes lige skorstenen og riggen af et orlogsskib. Skade, at det ikke er et farvefotografi, i så fald ville det grønne vand, der her hvirvles op dybt nede fra, i endnu højere grad genkalde de gode eller dårlige minder, enhver atlanterhavsfarer har fra lignende forhold.
Fra 1859 omtales 'Royal-Charter'-Stormen, hvorunder 350 skibe mistedes langs de britiske kyster, og fra 1864 nævnes Kalkutta-Cyklonen, som rasede med den højeste heftighed. Det ualmindelige højvande, som fulgte med centret, rejste en ca. 13 meter høj bølge, der rev skibene løs fra deres ankre eller fortøjninger og kastede dem langt op på land, hvor de lå mellem træerne. En ostindienfarer red stormen af til ankers, men skønt rigningen var godt forstøttet, blæste bramstængerne dog væk. Vinden var langt stærkere til vejrs end ved dækket, og fra et andet skib, der var i færd med at kappe masterne, observeredes, at der var fuldstændig vindstille ved dækket, mens det blæste en rasende storm til vejrs.
De voldsomste hvirvelstorme optræder i nærheden af Vestindien, i den bengalske havbugt og i Kinasøen. Ti grader på hver side af Ækvator findes derimod et bælte hele Jorden rundt, hvor hvirvelstorme eller orkaner er så sjældne, at man tør sige, de helt mangler. De træffes også sjældent i det sydlige Atlanterhav indtil 250 sydlig bredde og ligeledes sjældent i den østlige del af Pacific Oceanet.
Føreren af sejlskibet 'St. Lawrence', der i november 1871 sejlede fra London til Madras, har givet følgende skildring af en orkan: Den 5. så vejret truende ud, og søen var svær. Kl. 8 aften tiltog vinden, sejl på sejl blev bjerget, og bygerne blev stærkere og stærkere. Om natten regnede det stærkt, og en mærkværdig lysning sås på den overtrukne himmel. Den 6. kl. 3 eftermiddag blæste det en stærk storm. Himlen så ualmindelig snavset ud, og i løbet af formiddagen tiltog stormen således, at en flok regnspurve, som forsøgte at sætte sig i rejsningen, ikke kunne få fodfæste. Ved middagstid blæste en fuld orkan med forfærdelig sø, der et par gange brød over skibet, hvorfor man bjergede resten af sejlene. Kl. 1 efter midnat tiltog orkanen. Man kunne ikke gå over dækket, men måtte krybe på hænder og fødder. Kl 3 blæste en så vild orkan, at det var ganske ubegribeligt, at masterne blev stående. Endelig kl. 5 mærkedes en bedring, men det blæste endnu en frygtelig hård storm, og topsejlene blæste fra ræerne.
Under orkanen sås nu og da en mærkelig lysning i skyerne, men i de tre timer, hvori orkanen var på sit højeste, kunne bogstavelig talt intet skelnes om bord, selv i et par meters afstand kunne man ikke se hinanden, og både øjne og øren på besætningen smertede længe efter.
< Tilbage Til side 4 >