Hestekød - At spise en trofast hjælper

Titel: Spiseafsky - Madlede. Kategori: Psykologi og adfærd 1925. Side 2 af 7 < Tilbage

Hvis man ville spørge folk om årsagen til, at de føler væmmelse ved at spise alle disse ting, ville de fleste sikkert komme i forlegenhed med svaret. I tilfælde, hvor talen er om at spise mus, rotter, orme osv., og hvor væmmelsen altså er ganske særlig stærk, kan man opnå følgende svar: "Jeg væmmes ved disse ting, fordi de er væmmelige" - hvilket jo i virkeligheden slet ikke er noget svar. Når talen er om at spise hestekød, mod hvilket der også består en udbredt uvilje, kan man få den forklaring, at hestens kød ikke bør spises, fordi den er en så trofast hjælper for mennesket. Men mange normadefolk, for hvem hesten er endnu langt uundværligere end for os, spiser hestekød med stort velbehag. Kødet af okser og geder, som ligeledes er trofaste hjælpere for mennesket, spises uden den ringeste betænkelighed selv af landbefolkningen, som til daglig har med disse dyr at gøre. Og mod at spise kød af dyr, der på ingen måde kan siges at være trofaste hjælpere af mennesket, såsom rotter og mus, består en langt stærkere afsky end mod hestekød. Ortodokse jøder begrunder deres afsky for svinekød med at svinet (det levende svin!) er et urent dyr, samt med henvisning til faren for trikiner. Men det er jo rigtignok forbløffende, at dette ræsonnement skulle have fået netop jøderne og ingen andre mennesker til at afholde sig fra nydelsen af svinekød.

Sandheden synes da at være den, at vi alle nærer en større eller mindre og i visse tilfælde næsten uovervindelig afsky for at spise visse ting, uden at vi egentlig ved hvorfor. Videnskaben kan her delvis, men også kun delvis, komme den populære bevidsthed til hjælp. I mange tilfælde falder vor spiseafsky virkelig sammen med, hvad det af hygiejniske grunde må anses for bedst ikke at spise. Ådsler indeholder farlige gifte. Rotter og mus er ofte befængt med indvoldsorme og lidende af tuberkulose og andre sygdomme. Kødet af rovdyr som hunde og katte indeholder færre vitaminer og er altså om end ikke direkte skadeligt, så dog et mindre værdifuldt næringsmiddel end kødet af planteædende dyr. Den smittefare, som andre menneskers spyt indeholder, er nutildags velkendt. Selv om menneskeheden ikke på det primitive udviklingstrin, da afskyen for forskellige arter af spise opstod, kan have haft nogen teoretisk indsigt i fødemidlernes næringsværdi, så kunne man måske tænke sig, at praktiske erfaringer med hensyn til de skadelige virkninger af at spise f.eks. ådsler, rotter og mus kan have givet anledning til den instinktive væmmelses opståen. Men væmmelsen gør sig gældende også overfor arter af spise, om hvilke de ikke kan bevises, at de har nogen som helst skadelig virkning på organismen. Og da det rundt om på Jorden er ganske forskellige slags spise, der er genstand for væmmelse, synes deraf at fremgå, at det i hvert fald som regel slet ikke kan have været fødevarernes objektive beskaffenhed, der har givet anledning til spiseafskyens opståen.

Væmmelse ved svinekød er speciel for jøderne og findes ikke hos de fleste andre folk. I Frankrig spiser man i alle samfundslag med velbehag snegle og frøer til stor bestyrtelse for udlændinge, første gang de bliver bekendt med dette faktum. Dog kan f.eks. danske, som kommer til Frankrig, ofte i de nye omgivelser uden alt for stor vanskelighed overvinde deres hjemme fra medbragte uvilje mod de nævnte delikatesser. Rundt om på Jorden træffer man blandt folk, som ikke hører til den europæiske kulturkreds, dels stærk afsky for sådanne spiser, som udgør europæernes nydelsesrigeste og værdifuldeste næringsmidler, og dels udpræget forkærlighed for føde, der vækker den største væmmelse hos civilicerede mennesker. I Kina, Japan og Indo-kina vækker tanken om mælk og smør som fødemidler den heftigste uvilje. En negerstamme betragter det som en stor nydelse at fratage løver og gribbe deres bytte og fortære det, når det allerede er gået i forrådnelse. Den samme negerstamme ynder at spise fisk, som vrimler af maddiker, men nærer stor væmmelse ved æg og ved kødet af en vis art antiloper. Skarpretteren i en anden negerstamme spiste gerne ligene af de henrettede, men var højlig forarget over at se en hvid mand spise rå æg og råt dyrekød. En mongoleser kastede op af væmmelse, da han så en hvid mand spise andesteg, eftersom nydelsen af vandfugle er forbudt i Mongoliet. Men den samme fintfølende mongoler fandt stort behag i at spise uvaskede fåretarme. De indfødte på en ø nær ved Tasmanien spiser med forkærlighed rådne stinkende æg. I øvrigt fortjener det at fremhæves, at også civilicerede mennesker kan finde velbehag i halvtråddent vildt samt i ost, i hvilken der allerede findes maddiker.

< Tilbage Til side 3 >