1. Kan man lære at være vittig ?
2. Vittigheder kan inddeles i hovedtyper
3. Gåder og ordlege
4. Foragt for retten
5. Vrøvl og overdrivelser
6. Ord i overført betydning
7. Erik Bøghs inddeling af menneskene
8. Begrebet autoritet og kredit
Foragt for retten
Ofte fremtræder ordspil som en forbedring af eller tilføjelse til et kendt tankesprog, som når Heine til det bekendte ord: nil nisi bene de mortuis - (man skal kun tale godt om de døde) fortsætter med: man soll von den lebenden nur Böses reden! (man skal kun tale ond om de levende). Eller når Lichtenberg til Hamlets ord: "Der gives mere mellem himmel og Jord, end eders skolelærdom drømmer om", tilføjer: "og der gives også meget i skolelærdommen, som hverken har hjemme i himlen eller på Jorden."
En rigsdagsmand der blev kaldt til orden, fordi han brugte det uparlementariske udtryk: "Siden den tid har jeg haft et godt øje til ministeriet", replicerede slagfærdigt: "Så tager jeg mine ord tilbage, siden den tid har jeg ikke haft noget godt øje til ministeriet!".
Dette svar hører fra indholdets side til samme type (inddirekte at hævde, hvad der officielt skal benægtes) som enjurier anklaget gav dommeren på spørgsmålet, om han indrømmede at have kaldt den tilstedeværende anklager for idiot: "Det kan jeg ikke erindre, men jo mere jeg ser på den herre, des sansynligere forekommer det mig, at jeg har gjort det."
Viddet i dette svar er af samme type, men nok så fint som det i den bekendte anekdote om en mand, der efter at være mulkteret for at have sikret dommerens ord for, at man ikke kan straffes for at kalde en nar for en ærlig mand, forlader retten med de ord: "tak, ærlige mand, farvel ærlige mand!"
En anden mand, der blev dømt til at tage en injurie tilbage og give modparten oprejsning, gjorde det under den form: "Nu skal jeg sige dem noget, min herre, som De sikkert aldrig har hørt før, og aldrig vil komme til at høre oftere: De er en i alle måder hæderlig og agtværdig person."
Det spydige i den inddirekte måde at sige en ting på, kan også ligge i, at den beskyldning, man vil rette mod en person, betragtes som så oplagt, at den kan forudsættes indrømmet, og altså ikke behøver direkte at fremføres, f.eks. i det spørgsmål til en indbildsk person: "Hvem anser De næst efter Dem selv for det betydeligste nulevende menneske?"
Af samme forfatter (Otto Weis) og af samme type er den formaning: Tro ikke for godt om Deres medmennesker, husk på, at de ligner Dem selv mere, end de tror!
Mens det vittige her ligger i at betragte som selvfølgelig noget, som man netop på ingen måde kan vente indrømmet af den, man henvender sig til, kan man omvendt gøre sig lystig over sine medmennesker ved at stille dem spørgsmål, som de forgæves anspænder alle deres åndsevner på at finde et dybsindigt eller åndfuldt svar på - for derefter at gøre dem flove ved et ganske ligefremt og selvfølgeligt svar. Hvad er det, man sidder på om dagen, ligger i om natten og børster sine tænder med om morgenen? - selvfølgelig indstiller man sig på at finde et flertydigt ord, der indeholder svar på alle tre spørgsmål og bliver derfor slukøret, når svaret lyder: En stol, en seng og en tandbørste!
Alle kender gåder af denne type, f.eks.: "Hvorfor hopper en spurv over gaden?" - Fordi den vil over på den anden side!"
"Hvad er det der flyver i luften, har fire ben og fire vinger og siger kra-kra?" - "Det er to krager!"
< Tilbage Til side 5 >