Døden - Dødsårsager

Kategori: Sundhed og sygdomme. Udgivet 1925. Side 1 af 7.

Eneboer fredfyldt i døden. Ord som dødskamp og lignende har gjort uboelig skade og bevirker stadig, at mange mennesker tror, at selve dødsakten altid er en pinefuld kamp for at bevare livet. Mange sygdomme er pinefulde og den der lykkeligt er sluppet over en sådan, er tilbøjelig til at tro, at han er undsluppet den sidste store pine, og forestiller sig døden som en kulmination af smerten og ubehaget. I virkeligheden er døden snaere at ligne ved den lettelse og søvn, som følger indgiften af et virksomt smertestillende og berolignende middel. Døden er den store bedøvelse, der sletter al pine og ulyst ud. Det kan være svært at nå til døden, men selve døden er let. Dette billede er taget et par sekunder efter dødens indtræden. Den døde var en eneboer, der boede på den jydske hede og var blevet indlagt på Grindsted sygehus. Fred, mildhed og ro står nu at læse i den mands ansigt, der her i livet vel ikke har haft det nemt, enten med sit eget sind eller med sine medmennesker, siden han foretrak en eneboers tilværelse.

"Kast ikke foragt på døden, men lad den være dig kær som en af de tilskikkelser, hvori naturen udtrykker sin vilje. -- Derfor bør ethvert alvorligt tænkende menneske hverken betragte døden med ligegyldighed eller med heftighed eller overmod, men se den i møde som en af naturens nødvendige virksomheder".

Marcus Aurelius' betragtninger IX, 3.

Desværre er det kun få mennesker, der formår at se på døden som stoikeren på kejsertronen, Marcus Aurelius, hvis oven anførte betragtninger over døden stod i nøje overensstemmelse med den af ham hyldede filosofiske lære, der blandt andet sagde det trøstende fyndord: "Der er intet at attrå i livet, intet at frygte af Gud og intet at føle i døden".

Det almindelige menneske vil oftere føle sig mere i overensstemmelse med Shakespeares linier om "Det ukendte land, fra hvilket ingen rejsende er vendt tilbage", med mindre vedkommende i en fast tro har vundet overbevisning om, at dette land er kortlagt, eller også som Sokrates mener, at enten er døden en dyb og drømmeløs søvn eller også en overflyttelse til en anden tilstand, således at der for den retfærdige mand hverken gives noget ondt i liv eller død.

Her skal dog hverken tales om den trøst, illusionen og filosofien kan give sine tilhængere, eller om den naturlige skræk, som bevidsthedens og jeg'ets forsvinden indgyder menneskene, men kun om hvorledes døden nærmer sig, hvorledes den føles og hvordan den er.

I en kompliceret organisme som den menneskelige kan det knapt nok siges, når døden er indtrådt. Overfor de pludselige påvirkninger kan snart et andets organismes celler ophøre at fungere og egentlig dør vi daglig, idet hver dag talrige celler opløses og erstattes af deres efterkommere. Det menneske der efterlader sig børn, er på den anden side ikke egentlig død, selv når hans ben er smuldret til støv, for een af hans celler har i det mindste undgået opløsningen og danner sammen med en celle fra et andet menneske en levende organisme.

Under en dyb drømmeløs søvn, under en besvimelse og mange gange under dødskampen er selve bevidstheden udslukket, uden at mennesket derfor kan regnes for død. Som sikre dødstegn regnes det i reglen, når hjerteslag og åndedræt ophører, idet vi ved, at legemets celler ikke længe formår at udholde den deraf følgende mangel på luft og næring. Vi ved dog også, at kunstigt åndedræt undertiden kan vedligeholde livet, indtil det lammede naturlige åndedræt atter træder i funktion, og at indsprøjtninger i selve hjertet i sjældne tilfælde har bragt et feks. ved elektrisk stød lammet hjerte til at banke igen.

Til side 2 >