1. Døden - Dødsårsager
2. Cellernes modstandskraft og livsvilje
3. Døden kan indtræde på tusinde forskellige måder
4. Døden ved drukning
5. Den franske forfatter Émile Zola's død
6. Genoplivede patienter
6. Plinius den ældres død i Pompei
Den franske forfatter Émile Zola's død
Den meget populære danske maler Niels Simonsen (1807-85) har i dette billede: "Efter en stranding på vestkysten af Jylland" givet en højtidelig og værdig skildring af en døendes sidste øjeblikke, efter at præsten har berettet ham og givet ham alterens sakramente.
En anden forgiftningsdød, som må regnes for meget mild, er den som følge af kulosforgiftning. Det virksomme stof er kulilten, en luftart der opstår, når kulstof forbrænder uden tilstrækkelig lufttilførsel, således som det kan hænde med gammeldags kakkelovne, når spjældet er lukket. I den almindelige belysningsgas findes der også betydelige mængder kulilte, og utæthed af gasledninger er vel nu til dags den hyppigste årsag til kulilteforgiftning.
Et typisk eksempel på en sådan forgiftning findes i beretningen om den berømte franske forfatter Émile Zola's død.
Zola, der lige var vendt tilbage fra et landophold, havde forlangt at få fyret op i soveværelset, skønt det var meget vanskeligt at få ilden til at brænde.
Næste morgen fandtes Hr. og Fru Zola tilsyneladende livløse. Det lykkedes imidlertid at genoplive Fru Zola, der overfor myndighederne forklarede følgende:
Klokken to om natten var hun vågnet med stærk hovedpine og spurgte sin mand, hvorledes han havde det. Han sagde, at han heller ikke befandt sig rigtigt vel, men mente ikke, der var grund til at ringe på tjeneren. Dernæst sov de begge ind, men lidt efter vågnede fru Zola, ved at hendes mand forsøgte at stå op. Hun hørte ham falde, men kunne ikke råbe om hjælp og tabte bevidstheden for først at vågne næste dag.
Grunden til Zola's død må søges i, at han faldt om på gulvet, hvor den tunge kulilte havde samlet sig i større mængde. Denne dødsform er i virkeligheden let, idet den føles som et ildebefindende, der ikke synes ofret at kræve nogen særlig indskriden, hvorefter døden ganske umærkeligt indtræder.
Døden af sult og tørst er under vore himmelstrøg en stor sjældenhed, men det bør fremhæves, at sult tåles godt i lang tid, når der blot gives tilstrækkeligt meget vand. Selve sultedøden skal være mild og let, idet sultfornemmelsen allerede efter få dage svinder og giver plads for en stigende mathed og ligegyldighed, der ender med døden.
Døden af tørst indtræder derimod først efter lange lidelser, således som man kan finde det beskrevet i Sven Hedin's bog "Gennem Asiens eventyrlande", der i sin tid udgaves af det gamle "Frem". Mens trangen til føde taber sig hos den sultende, er kravet om vand til stede, så længe bevidstheden bevares.
Død af kulde og varme, særligt det sidste, er heller ikke almindelige her i landet. "Hedeslag" kan dog forekomme på meget varme dage. Hedeslag ytrer sig i reglen som en mere eller mindre pludseligt ildebefindende, der hvis legemstemperaturen ikke nedsættes, hurtigt fører til besvimelse og død.
< Tilbage Til side 6 >