1. Døden - Dødsårsager
2. Cellernes modstandskraft og livsvilje
3. Døden kan indtræde på tusinde forskellige måder
4. Døden ved drukning
5. Den franske forfatter Émile Zola's død
6. Genoplivede patienter
6. Plinius den ældres død i Pompei
Plinius den ældres død i Pompei
Den vesttyske maler Alfred Rethel (1816-59) en af Tysklands største kunstnere, har skildret en "dødedans", der dog langtfra når Holsteins i træsnittet "Døden som ven" fra 1851, hvor døden klædt som pilgrim, oppe i kirketårnet trækker i klokkerebet for den gamle klokker, der stille sover ind, mens Solen går ned.
Således skildres Plinius den ældres død under det bekendte udbrud af Vesuv år 79 e. Kr., ved hviket Pompei blev ødelagt, på følgende måde: Under flugten for aske- og stenregnen søgte han ly ved stranden. Da der her pludselig mærkedes svovllugt og sås flammer, flygtede Plinius's ledsagere, mens denne selv rejste sig, men atter faldt tilbage kvalt af "den skadelige damp". Da liget flere dage efter blev fundet, fandtes legemet ganske uskadt lignende en sovendes. Antagelig har Plinius befundet sig lige i nærheden af en sådan hed luftbølge (flammerne), men er død blot ved indåndingen af de heri forefundne giftige luftarter (kulilte, svovlbrinte eller lignende!) eller måske blot ved mangel på ilt.
Om døden ved kroniske sygdomme har der allerede været talt, og det er ikke muligt på dette sted at skildre de forskellige sygdommes afslutning. I virkeligheden ligger forskelligheden også mere i de begivenheder, der leder op til døden end i selve døden. Den døendes udseende kan være forskelligt, men hans fornemmelser er rimeligvis oftest de samme, en følelse af uendelig mathed og træthed.
Ikke uden grund er der blandt døendes "sidste ord" opbevaret talrige eksempler på, at disse var som Byrons: "Nu skal jeg sove". Et forhold, der er kendt også fra besvimelser er det at synssansen er den første der svigter, således at "det sortner for øjnene".
Berømt er Goethes sidste ord "lys, mere lys" blevet som genstand for utallige dybsindige og filosofiske kommentarer. Mest sansynlig er det, at disse ord er en legende dannet på basis af den langt mere jævne og menneskelige udtalelse, der tilmed har autoritet for sig: "Luk dog den anden skodde op, så der kan komme mere lys ind!".
Det var altså ikke nogen søgt dybsindighed af den døende digter, han døde ikke med fyndord på læberne, men hans svigtende syn gjorde, at det syntes ham som om værelset blev mørkt.
Det er værd at bemærke, at hørelsen ofte er den sidste sans, der svigter, således at man må drage omsorg for ikke med en ubetænksom ytring at forbitre en døendes sidste øjeblikke.
En frygt, der ængster mange menneskers sidste øjeblikke, er tanken om muligt at blive begravet som skindød. Denne tvangstanke har i reglen sit udspring i tåbelige og i reglen usandfærdige beskrivelser i aviser og romaner, og bevirker, at mange mennesker forlanger at få pulsåren skåret over efter døden, et forlangende, som lægen i reglen bør efterkomme lige som alt andet, der kan bidrage til at lette en døendes sidste tid. Rent fornuftsmæssigt set må man sige, at denne fare med de nugældende ligsynsregler praktisk talt ikke eksisterer under normale forhold. Noget andet gælder måske på slagmarken i krigstid og under store epidemier i ucivilicerede lande, hvor ligene kastes i store fællesgrave uden nøje eftersyn af sagkyndige personer, idet både arbejdet og undersøgelsen af liget påskyndes under frygten for at blive skudt eller smittet herunder.
Det er intet at frygte ved selve døden uden de lidelser, der undertiden kan gå forud, og de sorger og besværligheder ens død kan forvolde dem, der står en nær og er en kære. Der er befrielse og lettelse i døden for de smerter og besværligheder, som livet forvolder, men selvopholdelsesdriften holder dog alle sunde sjæle fra at søge denne nemme vej ud af alle vanskeligheder. Mest skrækindjagende er tanken om døden, for det fuldstændigt sjæls- og legemssunde menneske, og derfor bør - som også almindeligvis sker - det sunde menneske ikke skænke døden flere tanker end højst nødvendig.
(Forfatter: Ukendt)< Tilbage