1. Almindelige sindssygdomme
2. Stuegang på et sindssygehospital
3. Melankoli
4. Det at være maniker
5. Maniske patienter
6. Storhedsvanvid
7. Forfølgelsesvanvid - Forfulgt af Frimurerne
8. Indre stemmer
9. Dementia praecox
10. Katatoni - Negativisme
11. Vold mod plejepersonalet
12. Degeneration - Psykopati
13. Syfilis og forgiftninger
Dementia praecox
Billede udført af en sindssyg patient med Dementia praecox. - Det er et udmærket eksempel på den såkaldte Perseveration, et fænomen, der er karakteriseret ved en stadig gentagelse enten af den helt udførte tegning eller blot af brudstykker af den. Patienten kan undertiden næsten ubegrænset blive ved med det samme motiv.
Paranoiaen ender ikke, i modsætning til så mange andre sindssygdomme, med at patientens personlighed udslettes i sløvhed. Dette er derimod tilfældet med den næste lidelse, vi her skal omtale, idet vi nu skal se på nogle patienter med en meget almindelig sindssygdom, der ligesom paranoia må anses for at være temmelig uhelbredelig. De lider af Dementia praecox, dvs. ungdommeligt afsind. Sådan hedder sygdommen, fordi den i almindelighed udvikler sig i de unge år. Den kaldes også Skizofreni, som er det græske ord for ånds-spaltning. En "spaltning" af det sjælelige liv, af ånd og tankegang, er nemlig et af de fænomener, som kendetegner denne lidelse. Patientens psykiske funktioner er ganske ufuldstændige. Derved kommer der noget overordentlig forvirret over det hele. Samtidig er der ofte stærke hallucinationer på alle sanser og hyppig tillige vrangforestillinger, som kan være forfølgelsesideer, storhedstanker osv. Foruden hallucinationerne er disse patienter hyppig plagede af tankehørlighed, et fænomen, som er vanskeligt at beskrive, men som er således at opfatte, at de "hører" deres egne tanker, som om de blev udtalt af en anden. Desuden er tvangstanker meget almindelige hos Dementia-praecox-patienter. Disse tvangstanker er gerne meget uklare, og patienten er ganske magtesløs over for dem. - Vi står nu over for en sådan patient: Det er en ung mand, som ser meget fornuftig ud og taler meget fornuftigt med os. Han er en ganske sjælden gang hallucineret på hørelsen. "Stemmen" har kun èn eneste gang talt om, at han havde begået synd imod den hellige ånd. Han erkender bagefter, at denne "stemme" er et sygeligt fænomen, og han er slet ikke i stand til at beskrive den omtalte synd, fordi han ikke er sig noget ondt bevidst. Men alligevel er denne "synd mod den hellige ånd" blevet en tvangstanke hos ham. Han kan ikke befri sig for den, ej heller trænge til bunds i den. den er i al sin uklarhed over ham altid og gennemsyrer hele hans åndelige habitus.
Lidt efter står vi ved en anden seng, hvori der ligger en ung mand. Han ligger stiv, i timevis med hovedet løftet op fra puden. Han er aldeles ubevægelig. Øjnene er lukket, og han foretrækker ikke en mine. Ved tiltale slår han øjnene op og mumler noget, hvislende mellem tænderne. Hans blik bliver fordrejet, og han gør en grinende grimasse. Så ser han stift ud for sig. Da lægen tager hans hånd og fører den i vejret, bliver armen længe stående i den stilling, hvori han slipper den. Først et par minutter efter synker den langsomt ned. Når man løfter patientens ben, gentager det samme sig. Dette fænomen - der også kendes fra melankolien - kaldes Katalepsi og er resultatet af en meget høj grad af hemning i patientens viljes- og bevidsthedsliv. Denne patient har lange perioder, hvori han kun rører sig meget lidt, hvor han er stiv og fraværende og ikke siger en fornuftig sætning. Midt i en sådan periode, hvor han næsten ikke har rørt sig i flere dage, kan han pludselig springe ud af sengen og med et brøl kaste sig over en af lægerne i den ærlige hensigt at slå ham ihjel. Når han så bliver overmandet og bragt til sengs igen, er han ubevægelig i dagevis.
< Tilbage Til side 10 >