1. Almindelige sindssygdomme
2. Stuegang på et sindssygehospital
3. Melankoli
4. Det at være maniker
5. Maniske patienter
6. Storhedsvanvid
7. Forfølgelsesvanvid - Forfulgt af Frimurerne
8. Indre stemmer
9. Dementia praecox
10. Katatoni - Negativisme
11. Vold mod plejepersonalet
12. Degeneration - Psykopati
13. Syfilis og forgiftninger
Forfølgelsesvanvid - Forfulgt af Frimurerne
En polstret "gitterseng" - en i virkeligheden ganske human form for et bur - hvori patienten kunne anbringes under sine anfald og rase ud uden at komme til fortræd. Brugen af gittersenge er forlængst forladt.
På en kvindeafdeling træffer vi en anden patient med forrykthed, i dette tilfælde udsprunget af forfølgelsesvanvid. Hun er en dygtig og i mange henseender meget fornuftig kone, som imidlertid tror sig forfulgt af Frimurerne. Ganske vist har hun aldrig haft noget med nogen frimurer at gøre udover, at den tandlæge, som en gang leverede hende et sæt forlorne tænder, var frimurer. Men det var længe før hendes sygdom brød ud, og har i øvrigt ikke noget med den at gøre. Sygdommen udviklede sig jævnt i løbet af flere år. Det begyndte med, at hun syntes, ar folk "så" på hende på gaden, og når hun kom i kirke, syntes hun, at præsten i sin prædiken på nedsættende vis hentydede til hende. Dette satte hun i forbindelse med ideen om, at frimurerne udspionerede hende. Enhver person, som tilfældigt fangede hendes opmærksomhed, anså hun nu for at være en frimurer eller underkøbt af dem. Samtidig var hun hallucineret: Hun kunne "høre stemmer", som hun mente var frimurerne, der talte ondt om hende. De sagde, at hun var en dårlig moder for sine børn, og at hendes voksne søn var et forbyttet barn og selv var med i sammensværgelsen imod hende. Dette forårsagede, at hun engang overfaldt ham med en brødkniv og følgelig blev indlagt på sindssygehospitalet som farlig for sine omgivelser. dette tilfælde er typisk for den meget almindelige udvikling af forfølgelsesvanviddet, at den, som oprindelig tror sig forfulgt, efterhånden selv bliver en forfølger, således som da hun overfaldt sønnen.
Her på hospitalet befinder hun sig tilsyneladende vel, selv om hun mistænker overlægen for at stå i ledtog med frimurerne, som hun mener har foranlediget hende indespærret. Hun er dog ikke helt tilbøjelig til at tro, at også overlægen er et offer i frimurernes magt og uden sin gode vilje lader sig misbruge til at holde hende her. Hun opfører sig godt og er venlig og fornuftig at tale med. I visse retninger er hun endog særlig velbegavet, men hun mangler ganske evnen til at forstå, at hun er syg. Sine ideer taler hun næsten aldrig om, men til en af lægerne, som har hendes fortrolighed, har hun dog fortalt, at hun mærker "magnetiske strømme i sengen", når hun ligger i den, og at hun hører onde stemmer, som taler ilde om hende, og det er naturligvis frimurerne.
< Tilbage Til side 8 >