1. Almindelige sindssygdomme
2. Stuegang på et sindssygehospital
3. Melankoli
4. Det at være maniker
5. Maniske patienter
6. Storhedsvanvid
7. Forfølgelsesvanvid - Forfulgt af Frimurerne
8. Indre stemmer
9. Dementia praecox
10. Katatoni - Negativisme
11. Vold mod plejepersonalet
12. Degeneration - Psykopati
13. Syfilis og forgiftninger
Stuegang på et sindssygehospital
Den bedste måde at lære lidt om disse sindssygdomme på er at se og høre, hvad man kan iagttage på et sådant hospital. Lad os da forestille os, at vi ikke som en nyfigen turist, men som en alvorligt og sagligt interesseret gæst går stuegangen med på et sådant sindssygehospital.
Vi går først ind på en "halvt urolig afdeling". Det er en "vagtdeling", hvor patienterne aldrig er uden opsyn.
Lægen, som fører os rundt, standser straks ved en seng, hvori der sider en patient, som vel er fyrretyve år gammel. Hun sidder stiv, lige op og ned i sengen og stirrer frem for sig med et fjernt blik. Hun ser os ikke, hun er langt borte. Hendes udtryk er håbløst, stillestående fortvivlet, men fingrene piller nervøst ved sengelagenet. Hun sidder og visker noget. Hvad er det, hun fortæller? - "Det nytter ikke", siger hun. "Det nytter ikke." Og så ryster hun på hovedet. Først da hun bliver tiltalt, ser hun os. Vi vil række hende hånden, men hun trækker sin til sig, idet hun hvisker: "Jer er syg. Jeg er uren. Jeg smitter." Og hun samler begge hænder på ryggen og ser ængstelig på os. "Jeg må ikke røre ved noget. Jeg er uren," hvisker hun igen og ryster på hovedet. Og da vi spørger hende om, hvad hun fejler, må vi gentage spørgsmålet, før hun svarer: "Jeg må ikke sige det. - Jeg er en stor forbryder. Jeg skal skydes." - Så går vi videre. Dette var en Melankoli, fortæller doktoren os. Når denne patient er så stillestående, er det en følge af, at hendes viljesliv er underkastet en sygelig hemning, der berøver hende alt initiativ og som kan tage i den grad overhånd, at patienten ligger ganske sløv hen i måneder, denne tilstand betegner man Stupor. Men undertiden kan hun dog også få anfald af uro. - Og nu skal vi se en anden patient, som lider af melankoli, føjer vor fører til, idet vi træder ind i et eneværelse, hvorfra vi lige har hørt høje jammerklager. Her går en gammel kvinde uroligt frem og tilbage, og da hun ser os, kommer hun straks hen imod os og siger: Åh, De må hjælpe hende, De må hjælpe mit stakkels barn!" og hun griber fat i os og ser indtrængende bønligt på os med et forpint blik, idet tårerne strømmer ned over hendes forgræmmede ansigt. Hun frembyder billedet af et menneske i den yderste nød. - "Åh, jeg kan høre, at hun græder!" - hun næsteb skriger det ud. Og på ny går hun frem og tilbage i stuen, hulkende højt og vridende sine hænder. - Hun tror, at hendes datter er her i etagen ovenover, og hun tror, at pigebarnet skal brændes levende i en ovn deroppe. Hun tror at høre hendes skrig i dødsrædselen, skønt hun lever i bedste velgående langt herfra, og skønt her hverken findes nogen ovn eller nogen, der skriger. Alligevel går den stakkels kone således rundt i de tyve timer af døgnet. Hun er ikke altid så højrøstet som i dag, men hun lever i en stadig angst.
< Tilbage Til side 3 >