1. Almindelige sindssygdomme
2. Stuegang på et sindssygehospital
3. Melankoli
4. Det at være maniker
5. Maniske patienter
6. Storhedsvanvid
7. Forfølgelsesvanvid - Forfulgt af Frimurerne
8. Indre stemmer
9. Dementia praecox
10. Katatoni - Negativisme
11. Vold mod plejepersonalet
12. Degeneration - Psykopati
13. Syfilis og forgiftninger
Vold mod plejepersonalet
Tegning af en sindssyg patient med Dementia praecox. - Denne tegning viser en uforståelig sammenrodning af ufuldendte begreber og forestillinger, hvilket også fremgår af den tekst, som patienten har knyttet dertil. Han har kaldt billedet "Verdensakse og hare", og "Forklaringen" er - i sammentrængt form - denne: Der var en sky, som kom dragende ned, og deri var verdensaksen. Ud deraf kommer så et brædt og deraf et træ med syv grene, den syvarmede lysestage, hvorpå sættes bukkefødder, som bliver til hestefødder, Djævelen - og på træet viser sig patientens stamtræ, som beskyttes af guds hænder. Et dyr sætter sig oven på træet, hvis blade bliver til guld og spredes af stormen, der drejer træet rundt om en valse. Nu viser Jupiter sit hoved, og ud af en sky springer en hare, som løber rundt på den omdrejende valse og betyder den forgængelige lykke. Haren forvandles dels til en zebra (øverste del er stribet) og dels til et glas-æsel (hovedet), som barberes. Under alle disse syner stod der et bæger ved siden af. - Af denne "forklaring", som intet menneske jo kan forstå, fremgår det, at patienten her har aftegnet sine "syner", dvs. synshallucinationer. Man bemærker, hvorledes forestillingerne uden hver især at være ført til ende og uden nogen logisk sammenhæng har afløst hinanden. - Patienten finder det hele letfatteligt, men vi andre må give op, for der er ingen mening deri.
"Smeden" er en stor og kraftig mand i sin bedste alder. Han er en af dem, der til daglig skælder stuegangen eftertrykkeligt ud, og hvis store næver slår ud efter læger, sygeplejesker og øvrige plejepersonale uden persons anseelse. Og hvor hans næve rammer, falder den hårdt. Han må til daglig spise af paptallerkener, fordi han altid smider servicet hen ad gulvet før eller efter, at han har spist. I dag er han dog ret nådig og venlig: "synger", glad som et barn, med øjne der stråler af velvilje og lykke. Da han ser os, afbryder han sin underholdning og hilser på os med den for ham karakteristiske blanding af nedladenhed og brysk stortalenhed: "De skulle vel ikke ha' set Marie - eller måske De vil være så venlig at hente mig Atlanterhavet?" Dette sygdomsbillede kunne i og for sig godt svare en mani, det er ikke altid lige let at trække grænsen. Doktoren fortæller os bagefter, at han og "Smeden" har deres eget system, hvorved de holder hinanden i respekt: Det består i, at deres gensidige håndtryk fra begge sider gives med en uforholdsmæssig hårdhed, idet de derved hver især giver modparten et indtryk af deres umådelige kræfter, det er nemlig det eneste, som smeden har respekt for i denne verden. På denne måde opretholder læge og patient en "væbnet fred" med hinanden og det i bedste forståelse. Doktoren passer selvfølgelig på, at "Smeden" ikke ser, hvor han bagefter ømmer sig og gnider sin mishandlede hånd, når den er klemt i smedens kæmpenæve.
Men vi går videre: Derhenne sidder en mand ret op og ned i sengen og fanger indbildte fluer. Det har nu været hans livsopgave i de sidste år. Også han har Dementia praecox. - Og her er andre, uklare forvirrede, med vekslende bevidsthedsbilleder eller helt uden. Mænd med pludselig vrede og krampagtig vildskab i blodet, som ikke betænker sig på ved lejlighed at slå en mand ned. - Vi går videre. På den urolige kvindeafdeling ser vi det samme. Der, i et af eneværelserne, går en ung kvinde og synger skinngrende. Hun har flået alt tøjet af sig. Da hun ser os, falder hun os lynsnart og kærligt om halsen, men før vi kan befri os for hende, slår hun os en knaldende lussing og skriger, at vi er Djævelen, som er hos hende. Også hun har Dementia praecox.
< Tilbage Til side 12 >