Udviklingen af den elektriske grammofon

Titel: Grammofonen. Kategori: Fritid og sport 1925. Side 7 af 10 < Tilbage

Tricks med lyden. Der kan laves mange morsomme "Tricks" med en grammofon. Her ses, hvorledes man bærer sig ad med at spille en plade "baglæns" 1) lad motoren løbe helt ud, 2) drej lyddåsen, så at stiften vender bagud og 3) drej rundt med fingeren til den "gale" side med så vidt mulig jævn hastighed. Resultatet bliver, at musikstykket forekommer en at være ganske nye og ukendte melodier, og tale og sang sætter alt, hvad der er fremkommet i tidernes løb af Ido, Esparanto og Volapyk, i skyggen! - NB. Ved "Tricks": brug kun udrangerede plader.

De allerfleste plader skal spilles med en gennemsnitshastighed på 78 omdrejninger i minuttet (His Masters Voice) eller 80 (Columbia). Dog er der selvfølgelig undtagelser. Man skal kende sine plader, og hver enkelt har i reglen en bestemt fart, den skal spiles med, for at lyde bedst. -- De billige urværker gør altid nogen støj, og bedre bliver det ikke, når de slides, det er særlig regulatordrevene og deres lejer, det er galt med. derfor er der i alle bedre værker en særlig transmission: Snekkedrevet, der dels laver mindre støj, dels giver jævnere gang.

I det hele taget er urværkprincippet ikke idealet, og man har da også forsøgt på at finde en bedre form for drivkraft. To af disse skal nærmere omtales her: den elektriske grammofon og værket, der drives ved lodder.

Tanken at konstruere en elektrisk grammofon ligger nær, og den er da heller ikke af ny dato. Allerede Edison benyttede princippet, og det har da også mange utvivlsomme fordele. Man fritages for at skulle "trække op", og man opnår en ret lydløs gang - altsammen forudsat, at det er et godt og omhyggeligt konstrueret værk. Men man er på den anden side henvist til kun at spille på sin grammofon, hvor man kan få tilslutning til et elektrisk lysnet, og man udsætter sig oven i købet for at få en mindre jævn gang, hvis spændingen i nettet ikke er absolut konstant. Det er nemlig den store vanskelighed ved at benytte elektriciteten som drivkraft: at lave en regulator, der kan optage og udjævne små spændingsforandringer i nettet. Oftest gøres det ved hjælp af en automatisk reguleringsmodstand, men de opgaver, der må stilles til denne, er store, for det er ikke engang nok, at den regulerer eventuelle spændingsforandringer. Der er yderligere en faktor i retning af ujævnhed, der må bekæmpes. Når der i pladen sker bratte overgange fra meget høje til dybe toner, vil den modstand, stiften yder ved at den glider i rilen, forøges betydeligt - der vil altså udkræves en ret pludselig arbejdsforøgelse fra værkets side for at holde hastigheden konstant: der må i en fart slippes mere strøm gennem regulatoren. Modstandstråden i denne bliver følgelig varm, og hvis den ikke er lavet af et materiale, der har nøjagtig samme elektriske modstand i varm og kold tilstand (som f.eks. sølv), vil gangen uvægerlig blive ujævn, og tonerne derfor falske. Man ser af denne udvikling, at der kræves en overordentlig smidighed af en god regulator, og disse krav både til materialer og fin konstruktion gør, at elektriske grammofoner er temmelig kostbare.

Den sidste type: grammofonen der drives ved lodder, er imidlertid langt den bedste. Den giver en absolut jævn gang, hvorfor det også altid er den type, der anvendes i optagelsesapparaterne. Optrækket sker ved en slags kædetræk med spærreindretning i lighed med anordningen i et almideligt stueur. Men princippet er jo noget mere omstændigt end fjederoptrækket, og nogen nævneværdig udbredelse i mindre grammofoner har det derfor ikke fået.

< Tilbage Til side 8 >