1. Grammofonen
2. Lydens fysik
3. Thomas Edison og Fonografen
4. Grammofonens anatomi
5. Frembringelse af lyden
6. En tonearm af jernbeton
7. Udviklingen af den elektriske grammofon
8. Hak og ridser i pladen ved 'Repeat'
9. Grammofonstifter i stål, safir og bambus
10. Revyviser til ingen nytte
Grammofonens anatomi
Lydmærker i fonografens voksvalse.
Lydmærker i grammofonens plade.
Er sådan en plade nu "indspillet" - en operasangerinde har f.eks. sunget et parti ind i pladen - står sangen printet med "lydskrift" i pladens riller. På fabrikken tages der i tusindvis af af aftryk af dette 'Fonogram', desuden hærdes overfladen og behandles på forskellige måder, alt efter de enkelte fabrikkers patenterede metoder. Vi køber så en af pladerne og skal til at spille den på vor egen grammofon.
Værket sættes i gang. Pladen roterer med jævn fart og lyddåsens stift sætte forsigtigt ned i yderste rille. Så sker der følgende: stiften, der glider i den fint bugtede og takkede rille, er nødt til at foretage nøjagtig de samme udsving som den stift, der i sin tid printede 'Lydskriften' ned i pladen. Og alle disse meget hurtige udsving føres gennem vægtstangsforbindelsen op til centrum af membranen, der foruden selv at komme i svingninger, også vil sætte luften i tilsvarende bevægelse. Lydskriften bliver altså hørlig, bliver til lyd og toner. Der er imidlertid en ting, vi her må bemærke for membranens vedkommende. Mens en tynd plade, der svinger frit - f.eks. bliver strøget med en violinbue - kun er i stand til at frembringe en ganske bestemt række toner, afhængende af pladens dimensioner, har membranen i lyddåsen tvungne svingninger. Det vil sige, svingningerne overføres til membranen ad rent mekanisk vej og har ikke andet at gøre end at svinge med. Alle de toner, der er nedskrevne i grammofonpladen, må den altså gentage, og den indflydelse, dimensionerne får, er, at jo større membranen er, jo større luftængde sættes der i svingninger - jo kraftigere bliver lyden. At man alligevel i de almindelige standard-apparater arbejder med en forholdsvis ringe membranstørrelse, hidrører fra, at lyddåsen jo gerne skulle arbejde ens over for så vidt muligt alle toner. Meget høje toner med de store svingningstal vil nemlig kræve så hurtige udsving at trægheden sætter en grænse for hvor stor en luftmængde det kan nytte at ville sætte i bevægelse samtidigt. Man har derfor valgt at forstærke lydbølgerne fra membranen ved hjælp af en tragt. Ræsonnementet er det: vi ønsker en kraftig gengivelse af vort apparat, og de faktorer, der betinger forøgelsen af lydstyrken, er følgende 1) Grammofonen kan være mere eller mindre stærkt indspillet. 2) Stiften kan overføre pladens svingninger til lyddåsens membran mer eller mindre fuldstændigt - man taler ligefrem om stærke og svage stifter. 3) Membranens dimensioner spiller en rolle, som ovenfor omtalt. 4) Tragten er i stand til at forstærke lydbølgerne. Opgaven er så at kombinere disse faktorer således, at de arbejder sammen med størst mulige ydeevne, uden at man på noget enkelt felt overskrider grænsen for fejlfri virkning inden for de i musikken almindeligt forekommende toneområder.
Et eksempel på, hvorledes man har søgt at nå fuldkommenheden ved en ensidig fremhævelse af et enkelt af de ovenfor opstillede punkter, er den nylig fremkomne Lumiére-Membran - 'Grammofonen uden tragt'. Svingningerne føres her som sædvanlig fra plade og stift gennem en noget kompliceret vægtstangsmekanisme til centrunm af membranen. Men foruden at denne har fået en meget forøget diameter, er dens overflade yderligere gjort mange fold større ved at være foldet ligesom de kendte runde kinesiske papirvifter. Herved opnår man - som tidligere antydet - at en langt større luftmængde samtidig sættes i svingning. Lyden bliver som følge deraf mangedoblet.
Vi vender tilbage til vor tragtgrammofon - den er jo dog den almindeligste endnu.
< Tilbage Til side 5 >