1. Grammofonen
2. Lydens fysik
3. Thomas Edison og Fonografen
4. Grammofonens anatomi
5. Frembringelse af lyden
6. En tonearm af jernbeton
7. Udviklingen af den elektriske grammofon
8. Hak og ridser i pladen ved 'Repeat'
9. Grammofonstifter i stål, safir og bambus
10. Revyviser til ingen nytte
Thomas Edison og Fonografen
Lyddåse med stift, skruefatning, vægtstangsarm og membran. Jo mere lodret stiften står ned mod pladen, jo stærkere tone får man, men jo mere slid går der på pladen. Til plader med violin, sang og lignende står man sig ved at dreje lyddåsen lidt, så stiften danner en mindre vinkel mod pladen, tonerne bliver da behageligt bløde og dæmpende. Husk endelig altid at skrue stiften godt fast i lyddåsen, ellers "skratter" det, når der kommer særlig dybe toner i pladen. - For bambusstifter må der være en trekantet udboring i lyddåsen.
Kortest og klarest finder vi det sammentrængt i Thomas Edison's egne ord om, hvorledes han opfandt Fonografen.
"Jeg stod med mundstykket af en telefon i hånden, og jeg sang ind i apparatet. Ved de svingninger, min stemme fremkaldte, blev apparatets stålspids sat i bevægelse, og den berørte en af mine fingre. Ved den dirkende, stikkende fornemmelse i fingrene kom jeg til at tænke på, at hvis man kunne optegne stålspidsens bevægelser og bagefter lade den samme stift glide hen over den flade, hvor den havde sat sine mærker, så var der en vis sandsynlighed for, at den stemme og de ord, som havde frembragt mærkerne, kunne gives tilbage, og at man på den måde kunne konstruere et apparat, som var i stand til at tale."
Med dette ræsonnement er Thomas Edison inde på kernen af grammofonens problem. I telefonen havde man et middel til at sende den menneskelig tale over enorme afstande: altså gøre den uafhængig af stedet. I grammofonen suppleredes dette ved at man også gør sig uafhængig af tiden, de ord, der er udtalte i dag, kan atter udtales om hundrede år.
Vi sidder nu inde med så mange af de grundlæggende oplysninger med hensyn til lydlæren, at vi kan gå i gang med "at konstruere et apparat, som er i stand til tale" - for stadig at bruge Thomas Edison's ord fra 1878.
Svarende til den stemmegaffel, vi før brugte til at tegne svingningerne op med, bruger vi en såkaldt Lyddåse. Den består af en membran - en ganske tynd glas- eller glimmerplade, indrammet i en cirkulær indfatning med gummipakninger. Taler man mod en sådan membran, kommer den i tilsvarende svingninger, og disse overføres gennem en simpel vægtstangsmekanisme til stiften. I Thomas Edison's oprindelige fonograf hvilede denne stift ned mod en roterende vokscylinder - Valsen - og udskrællede så under optagelsen af talen en rille, hvis bund kom til at bestå af en række mer eller mindre dybe hak. Kraften fra membranpåvirkningen blev altså ført ind på valsen vinkelret på overfladen. Dette princip anvendes endnu i de franske "Pathé" - apparater - blot med den forskel, at rillerne ikke præges i en valse, men i en plade. Rillen bliver ikke som hos Edison en skruegang med meget lav skruegangshøjde, men en spiral, der begynder ude ved randen og ender imod centrum af pladen. I langt det store flertal af nutidens grammofoner ligger "lydmærkerne" imidlertid ikke i rillens bund, men rillen er i sig selv bugtet, - ligesom takket. Grunden hertil er at påvirkningen fra membransvingningerne nu føres til stiften, således at dennes udslag foregår i pladens plan og med retning svarende til radius af pladen.
< Tilbage Til side 4 >