1. Sportens indflydelse på karakteren
2. Det opdragende moment i sporten
3. Har jeg vundet ?
4. Må den bedste mand vinde !
5. Nerven i al sport
6. Tennis er nu ved at vinde indpas i Danmark
Har jeg vundet ?
Enten man sejrer eller taber i en spotskamp af dem, der afgøres i et sekund eller mindre, er det første indtryk et overvældende indtryk af, at nu er det afgjort. Enten en berusende lykkefornemmelse, forstærket ti fold af den stærke legemlige anspændelse, eller nuets uigenkaldelige vished om nederlaget, den brutale og absolutte vished.
Enten sådanne kampe er inden for et enkelt lands grænser eller internationale, er udviklingen i hans karakter omtrent ens, og dersom han skulle komme blandt den ene procent eller snarere en af de tusind, der endelig når ind til et verdensmesterskab, da vil han afgjort være så karaktermoden, at han vil tage både nederlag og sejr som en "Gentleman". Han ved nu så meget om sportens egentlige nerve, forsagelsen, sliddet, optimismen, pessimismen, heldet og uheldet, der ofte gør udslaget, at han er moden til at kunne bære, hvad der end måtte komme.
Om sejr er der det at sige, at der er noget berusende derved. Man får i en brøkdel af et sekund eller minut rundhåndet hele belønningen, for alt, hvad man har ofret på målet, men mere end noget andet vejer straks det, at usikkerheden er borte. Ugers, måske måneders spænding er udløst i et sekund. Nu er det afgjort og afgjort til den rigtige side. Hvor ofte hører man ikke når det er begyndere og ikke årgamle sportsmænd, der vinder, at de efter sejren spørger: "Har jeg vundet?" De elsker at få det bekræftet, det er som om de ikke kan tro deres egne indtryk, men må høre det af andre. Overgangen er for brat. Og så er der den indre triumf - desværre, om end sjældent, forenet med personlig hoveren over andre, - at man siger til sig selv: "Du er altså den bedste af dem alle. De kan altså ikke slå dig." Er det et verdensmesterskab det drejer sig om, er en sådan vished af overmåde en stor værdi for et menneske, måske for hele livet. Som en stuelærd engang sagde: "Det, det drejer sig om, er at vide mere om en enkelt ting end nogen anden i verden, om så det er nok så ringe et felt. Den, der har lært sig mere om snørelidelser end nogen anden i den vide verden, har udrettet en dåd." Når de hvidskæggede siger dette, giver det en god baggrund for et verdensmesterskab, om det så bare er i langspyt. Det ligger vel dybere i den menneskelige natur at frydes over en sejr med musklerne end med hjernen - for de fleste da.
Den bedste lov.
Undersøger man spørgsmålet nøjere, ser man, at både den sejrende og den tabende tager resultatet forbavsende pænt i de store sportsstævners kampe. Og er der mennesker, der undtagelsesvis ikke kan leve sig helt op til det, man på engelsk kalder "fair play" i sport, eller måske bedre sagt, dette at man, selv når man har tabt, kan føle (ikke blot sige det): "Må den bedste mand vinde", så viser det sig altid, at disse forbløffende hurtigt bliver kendt - og skyet. Som med de enkelte mennesker er det med nationerne som nation betragtet. Der er altid dem, der altid er "fair" sport, og andre, der har svært ved at være det, fodi de overvurderer sejrens øjeblikkelige glans og derved forledes til at tilsidesætte alt for at vinde. Enhver, der er kendt med store internationale sportsstævners ånd, ved at der gives nationer, der let forveksler sport med kærlighed og tror, at også der gælder alle kneb. Derfor kan der udmærket godt findes ypperligere enere fra samme land.
Det er ikke nok at vinde, man må også have absolut rene hænder, hvad angår de midler, man selv eller andre på ens hold har benyttet for at vinde. Uden at være bombesikker i sin sag på dette punkt, må man heller aldrig have vundet. Heldigvis er det endnu i sport over hele verden sådan, at de allerbedste love - de uskrevne - er dem, man retter sig efter. Man ser derfor ofte i vore dage det særsyn, at en mand stiller større fordringer til sig selv indenfor end udenfor.
< Tilbage Til side 4 >