1. Sportens indflydelse på karakteren
2. Det opdragende moment i sporten
3. Har jeg vundet ?
4. Må den bedste mand vinde !
5. Nerven i al sport
6. Tennis er nu ved at vinde indpas i Danmark
Må den bedste mand vinde !
Tillad mig en bemærkning i sportens favør uden i nogen måde at ville fornærme nogen. - En sportshelt vil aldrig ødelægges så let af en sejr eller det at være genstand for en massetilbedelse som feks. en kunstner. Grunden er den letforståelige, at kunstneren kender ikke det absolutte nederlag, som i al sport er sejrens eneste modsætning. Og som nævnt i denne artikkel, er det netop nederlagenes opdragende indflydelse på karakteren, der gør, at sport højner og gennem års udøvelse gør indflydelsen varig.
Et nederlag er vanskeligt at tage. Har man i lange tider måske levet for kampen, sat alt ind derpå, så er det selvfølgelig en umådelig skuffelse at tabe, når man vidste, at man havde en god chance for at vinde. Men det er nederlaget, der bedre end noget andet viser, hvad manden består af. Den gode taber siger: "Må den bedste mand vinde!". Den dårlige taber giver grunde, hvorfor han tabte, og forringer efter bedste evne den andens sejr. Nu ved alle, at der meget ofte er tilsyneladende uretfærdige grunde til, at man taber (i virkelligheden kun årsager, man ikke havde regnet med), men ældre sportsmænd ved også, at somme tider er vinden uforskyldt med og somme tider uforskyldt imod, og navnlig ved han, at intet er tilskuerne (galleriet som det kaldes) så fuldkommen ligegyldigt og virker så forringende på hans egen anseelse som det, at han begynder at diske op med de utallige grunde, hvorfor han netop denne gang ikke vandt. Han skal tage lussingerne og tie. Det, det gælder om, er at han føler at nederlaget lutrer ham, så han med nyt og forøget mod tager fat igen. Han skal føle, at nederlaget er retfærdigt, det er ikke nok, at han lader sådan og så indvendig raser over gudernes uretfærdighed. Ethvert nederlag er nemlig retfærdigt. Under de og de vilkår var den anden dygtigere.
Kan en mand føle retfærdigheden i et nederlag, kan han føle sig slået ud og ydmyget uden vrede, og har han lært dette til bunds i sport, da vil jeg hævde, at ingen opdragelse, som en ung mand kan få ad anden vej, tilnærmelsesvis vil blive ham til så stor hjælp i det praktiske liv som netop denne. Livet uddeler klap og lussinger til os alle uden fjerneste hensyn til, om de er fortjent eller ej, og ved man dette, er det klart at den der har lært at tage lussinger i den leg, som alle sportskampe er, må blive uendelig meget bedre stillet end den, der første gang får lussinger med livets beske løs. Sport går, selv om det som nævnt er leg, dog så tilpas dybt i de unge, at lussingerne her svider lidt.
Det er mærkeligt, at der stadig er så mange, der ikke kan se det store opdragende moment i sport. Selv om der er folk, der bliver utålelige af sejre, er det en kendsgerning, at bliver de ved at øve sport, er der intet, der så hurtigt gør dem nøgterne igen som et eller to gode nederlag. Er en dreng eller ung mand ved at blive for vigtig, så send ham hen til en konkurrence, hvor han møder bedre mænd end ham selv, og han skal hurtigt blive rettet af, så han bliver til glæde for sine omgivelser. De dårlige makkere soler sig urimeligt i de første letkøbte sejre og trækker sig tilbage efter de første nederlag og giver netop derved beviset for, at de ikke havde de egenskaber i deres karakter, der gør dem til sportsfolk. De har ikke sportsforståelsen i sig, selv om de har haft de fysiske anlæg og har udnyttet disse.
For hver mand, der når frem til slutkampe, er der et utal, der falder fra, bliver slået ud. Hos disse er nederlagene talrigere end hos ham der vinder. Bringer en turnering udadtil kun sejr til den ene, bringer den ubetalelig selvopdragelse og gavn til alle de andre.
< Tilbage Til side 5 >