Onsdag 4/12 2024.

Sendestationer og programmer

Titel: Radio - Musik i æteren. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 7 af 7 < Tilbage

Toppen af Eifel-tårnet. Fig. 7. Toppen af Eifel-tårnet. Dets signal FL er også her i landet kendt af talrige amatører.

Stadig med den samme rasende fart farer vi afsted, og vi har set Sjællands or Fyens jorder forsvinde under os som grønne striber, mens vi kun har set bælterne som et glimt, og nu befinder vi os med uformindsket hastighed et sted over den jydske hede. Alle de elektriske bølger, både vor egen, dens forridere og efterfølgere er blevet slemt svækket af turen, men de følger stadig trop og bevarer deres hastighed og indbyrdes styrkeforhold. Da passerer vi en lille antenne ved en enlig gård, og alle bølgerne, der passerer, afgiver lidt af deres energi til antennen og farer så videre yderligere svækket. Vi bliver hos den lille del af bølgerne, som har slået sig ned på antennen, og ser, hvorledes de her oparbejder ganske svage elektriske svingninger, der stadig veksler i styrke og takt med de nyankomne bølger. Vi følger svingningerne langs nedføringstråden, der er ført gennem et hul i en vinduesramme, og kommer ind i en hyggelig gammeldags stue, hvor to gamle mennesker sidder og lytter undrende til de toner, der strømmer ud af højttalerens tragt. De elektriske svingninger føres fra nedføringstråden ind i modtageren, hvor de forstærkes op og får nyt liv og ny energi for hver lampe de passerer, for til sidst at omdannes til elektriske strømme, der varierer ganske i takt med senderstationens mikrofonstrømme. Disse strømme glider ind til højttalerens magneter og derigennem påvirker de membranen, der sætter luften i svingninger - de rigtige lydsvingninger, som når de to gamles øren og glæder dem. Det er eventyret, der er nået ind i de gamles stue. De to gamle kan i aftenens løb have meget at lytte efter, de tager avisen frem og finder følgende program for denne aften:

Sender Scala i meter Program
Ryvang Radio 1050 Heibergs "Gadeviser" og "Nej" (Skolescenen).
Københavns Radiofonistation 750 Riddersal-aften: Koncert og oplæsning.
Lyngby 2400 Nyheder fra ind- og udland, vejrmeldinger, tidssignal.
Berlin 500 Folkesange.
London 365 Opera-aften.
Aberdeen 945 Operaen Carmen.
Radio-Paris 1780 Kunst-aften.
Manchester 365 Orkester, kompositioner af Chopin.
Breslau 415 Operaen "Hofmanns eventyr".
Prag 1150 Munter aften, sang, orkester.
Glasgow 420 Dansemusik.

Men hvorledes behandler de gamle deres modtager, så den kan anvendes, ved de viste bølgelængder ? Hvor meget koster modtageren ? Disse og andre spørgsmål der trænger sig på, vil blive besvaret i en senere artikel.

(Forfatter: Ukendt)
  < Tilbage