Torsdag 21/11 2024.

Hellige danse

Titel: En nordamerikansk indianerstamme. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 11 af 12 < Tilbage

Forberedelse til krig. Blackfeet-indianere, der synger Ulve-sangen, forinden de drager ud på et krigstogt.

Efter åbningen af det hellige bundt følger en række kultdanse, mimiske efterligninger af det dyrs levemåde og færden, hvis dans danses. Til hver kultdans hører en ledsagende kultsang. Vi kan få en forestilling om hele festens udførlighed, når vi hører, at den tager sin begyndelse tidlig om morgenen, endnu mens fuldmånen er oppe, og først ender, efter at solen er gået ned. - Til sidst rejser to kvinder sig, de bærer en hovedpynt med horn og knæler ned med sænkede hoveder, efterlignende den måde, hvorpå bisonkøerne opgraver sig liggesteder om efteråret. De skraber i jorden med deres ben og brøler: det er bisonen, der kaster smuds op på sin ryg og derpå ryster sig, så støvet står højt op i luften. Efter afslutningen af den sidste dans, tamhundens, som udføres af kvinder alene, begynder festdeltagerne - solen er gået ned - at gøre forberedelser til at vende hjem igen til deres telte. De aftager omhyggeligt deres rituelle dragter, og deres dansemokkasiner ombytter de med deres daglige fodbeklædning. Festen er dermed endt, men førend de skilles, deltager de alle i et fælles måltid.

Hvad Mad Wolfs Bæver-Kultus lærer os, er kort sagt dette: i den hellige fest forener menneskene sig med solen, himmelen og Jorden, og derefter med alle dyr, der findes på bjergene og sletterne. De tager en del af hvert af disse, har hermed hele dyret og samtidig hele dyreartens mana. Et menneskes mana findes også i dets ejendele, dets kvæg, klenodier, våben og klæder. Derfor har man magten over den, af hvem man ejer en del af. Forarbejder man således et billede af en eller anden, og har kraft dertil, kan man, gennem fjendtlige handlinger mod billedet, skade den afbillede ubodeligt.

< Tilbage  Til side 12 >