1. En nordamerikansk indianerstamme
2. Årsagerne til den uddøende indianerkultur
3. Sortfods-indianerne
4. Tipien
5. Forlovelse og ægteskab
6. Jagt fra en svunden tid
7. Død og begravelse hos indianerne
8. Religiøse ceremonier
9. Tilbedelse af naturen
10. Den såkaldte Bæver-Kultus
11. Hellige danse
12. Malerier i klippehuler
Tipien
Sortfods-indianernes lejr, som består af telte, de såkaldte Tipi'er. Tipi'ernes grundflade er 5-8 m. i tværmål. 14-16 stænger, 4-9 m. lange, er stillet i rundkreds, skrående udefter. De er beklædt med bisonskind. Øverst findes et hul, som røgen fra bålet i terltet trækker ud af. Selv på kolde vinterdage er Tipi'en lun. - Udenfor Tipi'en sidder indianerkvinder, som syer bisonskind sammen til teltbeklædning.
Blackfeet-indianernes bolig er den såkaldte tipi, der er et slags stort telt. Grundfladens størrelse er 5-8 m. i diameter. Fra 14-16 pæle, hvis længde er 4-9 m. efter tipi'ens størrelse, stilles fast i jorden i en rundkreds, skrånende udefter. Pælene beklædes derefter med bisonskind (senere med lærred), 20-30 af disse medgår til beklædningen heraf. Blot i få tilfælde lægges der skind eller lærred på selve græsbunden, der danner tipi'ens grundflade. Øverst oppe findes et utildækket lufthul, hvorigennem ventilationen sikres. Selv på de koldeste vinterdage skal en sådan tipi med ildsted, tændt på grundfladens midte, afgive et fortræffeligt, varmt ly. På steder, hvor mange Blackfeet-indianere bor sammen, ser man deres mange tipi'er danne en rundkreds. Mange tipi'er er smykket og malet på særlig måde udvendig. Foruden symbolske tegn findes malede tegninger, der angiver, til hvilket dyr dets beboer særlig føler sig knyttet til, f.eks. bisonen. Til daglig er indianerne iført enkle dragter, som hyppigt skjules af de store, ofte brogede uldtæpper, som såvel mænd som kvinder kaster over sig. Blot ved særlige relegiøse ceremonier og ved krigsoptogene og krigsdansene er indianerne iført deres prægtige, spraglede ørnefjersprydelser, men til daglig er hovedet som regel utildækket eller prydet med en enkelt ørnefjer, hvis da ikke en blød europæisk filthat har fået indpas.
Mændenes hverv var tidligere at skaffe familien føde, at værge den mod angreb, samt at lede og udføre de hellige religiøse handlinger. Men praktisk talt er blot dette sidste hverv nu af betydning, og de yngre har, som før nævnt, brudt med den gamle sociale deling og tager del i de tidligere egentlige kvindelige beskæftigelser. Disse var såre mangeartede: at drage omsorg for børnene, at tilberede og koge føden, at tilberede skindene, at lave klæder samt at rejse og vedligeholde tipi'en. Lejet hjælp findes intetsteds, derimod har overtallet af kvinder medført, at flere kvinder, som en slags medhustruer, undergivet husbondens første hustru, deltager i det daglige arbejde.
< Tilbage Til side 5 >