1. Om Leonora Christina
2. Corfitz Ulfeldt
3. Et lykkeligt ægteskab
4. Striden mellem Kirsten Munk og Christian IV
5. Dronning Sofie Amalies had
6. Intriger og mordplaner
7. Flugten fra København
8. Fange i Hammershus på Bornholm
9. Jammers Minde
10. Opholdet i Blåtårn
11. Frihed og pension
Fange i Hammershus på Bornholm
Maleri fra Ledreborg (nu på Frederiksborg). Det er malet overensstemmende med en beskrivelse, Leonora Christina selv giver af et billede, som hun har udført. Det viser hendes fængsler, Guds hånd, som bærer hendes kors, og hende selv som enke-grevinde (Hermelinet). Versene underneden er, med enkelte forandringer, som nogle vers, hun havde skrevet. Maleriet synes malet i Maribo af Leonora Christina selv eller en af hendes nærmeste.
Da svenskekongen kort tid derefter brød freden, holdt Ulfeldt sig tilbage, levede stille i Malmø, hvor han, der mente sig krænket i sine adelsrettigheder af den svenske konge og derfor havde stillet sig i opposition til ham, blev anklaget for dette og for at have forrådt danskerne planer til stormen på København. Arresteret og tiltalt fik han et slag- tilfælde. Med stor energi og blændende dygtighed forsvarede Leonora Christina hans sag. Vel blev han dømt, men regeringen besluttede at slå en streg over sagen. Forinden dette var ham meddelt, havde Leonora Christina, ved en intrige muligvis fra Hannibal Sehesteds side, fået underretning om, at ægteparret skulle fængsles og deporteres til Finland. Hun iværksatte da Corfitz Ulfeldts flugt, og nåede senere selv til København, hvor hun til sin skræk, mod al aftale, traf sin mand. De havde her ventet sig fuld oprejsning i henhold til Roskildefreden, men blev arresteret og sendt til Bornholm, hvor de i et strengt og forsmædeligt fængsel på Hammershus blev plaget af kommandanten Oberst Fux, indtil de ved at anråbe kongen om barmhjertighed og ved at afstå størsteparten af deres ejendele slap fri, og ydmyget og ødelagt tog bolig på Ellensborg (Holckenhavn), deres fynske gods.
Men Ulfeldts urolige ånd kunne ikke finde ro uden at sysle med store planer. Med orlov rejste ægteparret til udlandet for at gennemgå en badekur. Her søgte Ulfeldt at opnå nye stillinger både hos Ludvig XIV, med hvem han personligt forhandlede, og andet steds. Men der skete der det uheld, at en af deres sønner tilfældig i Brügge traf deres bøddel fra Hammershus, Oberst Fux, og myrdede ham, hvad der skaffede dem kongens unåde. Værre blev sagen, da der til København kom meddelelse om, at Ulfeldt, åbenbart blot for at opnå audiens og indynde sig hos kurfyrsten af Brandenborg, havde ladet denne sige, at et oprør var ved at udbryde i København, nu kunne Ulfeldt muligt når Frederik III var forjaget, skaffe kurfyrsten Danmarks krone. På dette grundlag blev Corfitz Ulfeldt uden forsvar og i sin fraværelse dømt til døden. Over hele Europa blev der gjort jagt på ham. Med fremmed navn og under uhyggelige omstændigheder døde han i 1664 på en båd på Rhinen. Liget blev udplyndret, men børnene fik det udleveret og jordede det i stilhed på et ukendt sted.
< Tilbage Til side 9 >