1. Om Leonora Christina
2. Corfitz Ulfeldt
3. Et lykkeligt ægteskab
4. Striden mellem Kirsten Munk og Christian IV
5. Dronning Sofie Amalies had
6. Intriger og mordplaner
7. Flugten fra København
8. Fange i Hammershus på Bornholm
9. Jammers Minde
10. Opholdet i Blåtårn
11. Frihed og pension
Dronning Sofie Amalies had
Kong Frederik d. III's dronning Sofie Amalie, som var Leonora Christinas bitreste uven, og som mægtede, så længe hun levede, at holde hende i fængsel. Hun er afbildet med en hofdværg. Maleri af Jacob d'Agas på Frederiksborg.
Over for Leonora Christina synes Frederik d. III's stemning at have været bedre. Efter deres fælles faders død havde han trøstet hende med, at han ville være hende i faders sted, og ofte synes man at se tegn til, at han har haft venlige følelser for hende. Men dels førte forholdene med sig, at kongen, for at bryde adelens magt, først måtte ødelægge den prestige, hans halvsøstres mænd besad, og derfor blev deres skarpe personlige modstander, dels blev hans muligt forsonlige følelser fuldstændig stillet i skygge af det lidenskabelige had til Leonora Christina, som havde grebet hans gemalinde, den beregnende, intrigante, men storslåede dronning Sofie Amalie.
Var det en kvindelig rivalisering om en førsteplads i pragtfuld optræden, nu da dronningeværdigheden åbent tilkendegav, hvem der var den fornemste - var det misundelse over smykker og udstyr, eller var det hævn for tidligere tilsidesættelser, det bliver vel for stedse en gåde, men sikkert er det, at dronningen uforsonligt arbejdede på Leonora Christinas ruin. Man stillede sig fra hoffets side tvivlende over for forældrenes ægteskab, man fratog børnene titlerne som grever af Slesvig og Holsten, man nægtede dem de vante æresbevisninger og generede dem ved at anerkende en forløben eventyrers krav på at være deres broder.
Alt dette var krænkelser for Leonora Christina, og lettere blev det ikke, da de evindelige stridigheder inden for familien tilspidsede sig, så moderen og de forskellige søskende indbyrdes lå i spektakler med hverandre. Det skal dog bemærkes, at Leonora Christina med varme værgede moderen og til gengæld af denne omfattedes med stor kærlighed. Af sine søskende betragtedes hun absolut som familiens klogeste hoved, hvem man helst skulle gå uden om med den sædvanlige kævl og sladder, da hun forstod selv uangribelig at give vast igen. Elsket af sin slægt var hun ikke. Hannibal Sehested, hendes svoger, kalder hende "den forbandtest kvind, som kunne være til", og det er ikke netop blomster, som broderen udstrykker sig med, når talen er om hende. Hun synes dog trods alt at have været det samlende element, og til hende tog søstrene stadig deres tilflugt, når de var i nød.
< Tilbage Til side 6 >