Håret, et af legemets naturlige prydelser

Titel: Skønhedsbegreber. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 2 af 7 < Tilbage

Skønhed gennem håropsætning. Fantastisk håropsætning hos sudannegre. Sidehåret skæres kort med skarpe flintesten eller muslingeskaller, og kun håret midt på hovedet fra panden til nakken får lov at vokse. For at kunne formes, æltes det med kogødning.
Indfødt fra Uganda. Indfødt fra Uganda i øst-Afrika med håret således sammenfiltret og sammenflettet, at det danner en taske, med åbning oppe ved nakken. Heri bærer manden sine redskaber til at gøre ild med, perler eller andre smykker.

Blonde kvinder er således ret stærkt beundrede i sydlige lande og mørkhårede delvis hos os. Det er et udslag af den almindelige menneskelige trang til at have netop det, man ikke har, den samme, der gør at så mange lyse kvinder ønsker at være sorthårede og omvendt, og som får lyshudede piger til at male sig kunstigt solbrændte og mørkhudede til at sminke eller pudre sig hvide.

Blandt legemets naturlige prydelser er håret et af dem, hvorpå der ødsles den største opfindsomhed og fantasi. Det er af naturen overordentlig forskelligt hos de forskellige folkeslag og kan nogenlunde deles i tre hovedtyper, det krusede negerhår, uldhåret, det helt glatte hår hos mongoler og amerikas indianere, og det mere lokkede eller bølgede hos den hvide race, australiens og sydhavsøernes beboere. Denne forskel i hårets fald skyldes en forskel i det enkelte hårs bygning, idet gennemsnittet af et negerhår er elliptisk eller nyreformet, af et mogolhår rundt og af en europæers hår ovalt. Hvad smagen angår, står kvinderne på nogle øer i sydhavet os måske nærmest, idet de smykker deres smukke sorte hår med flammerøde Hibiscusblomster. Også de indiske kvinder har skønhedsbegreber fælles med os, de lægger deres blanke, blåsorte hår stramt ned om hovedet til begge sider fra en skilning i midten og smykker det med bånd af perler og guldsmedearbejde. På samme simple måde bærer kineserinderne deres hår, mens kvinderne i Japan udfolder betydelig større kunst i deres håropsætninger med de store kamme og sløjfer, der er så besværlige at lave, at de ikke kan gøres hver dag, japanerinderne må derfor ofte sove med halsen i en bøjle og hovedet stikkende frit ud i luften.

Sit egentlige hjem har dog hårkunsten i Afrika hos negrene. Hos mange stammer er den omtrent den eneste beskæftigelse, i hvert fald for kvindernes vedkommende, og tager mange timer hver dag. Man kan betragte den større eller mindre omhu og kunstfærdighed, der anvendes på håropsætningen, som et mål for kulturen. Kun hos de lavest stående stammer, buskmænd og hottentotter, får håret lov til at passe sig selv. Mange steder tager hårsætningen hele interessen, og gennemgående er det således, at jo mindre vægt der lægges på klædedragten, des mere omhu ofres på håret. Hos mange stammer får håret lov til at vokse til en ganske bestemt længde, så indgnides det med fåretalg, kogødning, jordnødeolie eller gummi så længe, til det danner en masse af beskaffenhed omtrent som hårdt smør, og denne modeleres så i de forskelligste former. Snart dannes den som horn, der stikker ud fra hovedet i alle retninger, snart som en hjelm eller hue af de forskelligste former, snart som en flad skive, der dækker baghovedet og tager sig ud som de tallerkenformede glorier, man ofte ser på gammeldags helgenbilleder.

< Tilbage Til side 3 >