1. Skønhedsbegreber
2. Håret, et af legemets naturlige prydelser
3. Kvinde fra borneo med gennemborede øreflipper
4. Barbariske prydelser
5. Tegn på menneskeæderi
6. Tatoveringen har en tredobbelt hensigt
7. Grunden til mishandling af legemet
Kvinde fra borneo med gennemborede øreflipper
Andorobo-kriger fra Østafrika, i hvis øreflip der er indsat træbægere eller undertiden tindåser, erhvervet ved tuskhandel fra hvide mænd. Bægrene erstatter lommer og bruges til at opbevare nyttige smågenstande som snus i.
Kvinde fra borneo med gennemborede øreflipper der som billedet viser, kan trækkes neden for kravebenet og bære kobberringe til en vægt af 1 1/4 kilo i hver øre. Det er enhvers borneokvindes drøm at få sin øreflip så lang, at hun kan smøge den over hovedet. Den tynde hudrem brister ofte, når den belastes for stærkt, men vokser let sammen igen. Sådanne ar regnes imidlertidig for frygtelig uklædelige og en skam for kvinden.
Hos Betchuana- og Somali-negrene fletter kvinderne håret sammen til tynde snore af samme længde, der hænger ned til alle sider som tovværk og gnides ind med fedt blandet med metallisk støv, eller håret klippes ganske kort og flettes i tynde striber, der danner forskellige ornamenter. Ofte rages en del af hovedet, og det tiloversblevne hår sættes op som en firkantet eller rund hue og pyntes med hårnåle der stikker ud til alle sider. Man træffer også helt ragede hoveder.
I Nord-Afrika hos de turbanbærende folk rager mændene deres hoveder, hos Masaierne i Syd-Afrika er kvinderne ragede. Zuluen rager også sit hoved, men beholder øverst oppe en lok, der snoes sammen til en ring, som gøres hård og blank ved hjælp af gummi og kul, og heroppe gemmer han sine hårnåle, sin tobak og andre små genstande, som det er bekvemt at have ved hånden. Sukerne i Øst-Afrika lader håret vokse langt og fedter det således ind, at det danner en slags sæk, der hænger ned ad ryggen, og heri gemmes snus og lignende.
Hos Nordamerikas indianere spillede hårpynten en betydelig rolle, men det var ikke som i Afrika håret selv, der blev behandlet, det var fjerpynt, der blev benyttet, ofte også horn. Kvinderne flettede håret i to piske ligesom vore skolepiger. Hos de såkaldte Pueblo-indianere i Nordmexico og Arizona bærer pigerne en meget kunstfærdig håropsætning, der står op som to mægtige øren på begge sider af hovedet og forestiller en bestemt blomst, mens de gifte kvinders nedfaldne fletninger forestiller en frugt eller et modent aks. Også i Grønland kan man sædvanlig af hårsætningen og hårbåndenes farve se, om man har en gift kone, en ugift kvinde med barn eller en jomfru for sig. I første tilfælde er båndet blåt, i andet grønt, i tredje rødt. Enker bærer et sort bånd og gamle koner ofte et hvidt.
I disse forskellige behandlinger af håret kan en europæisk smag som oftest følge med. Mange af disse kunstfærdige frisurer er både smukke og karakteristiske. Det samme kan derimod ikke siges om mange af de andre måder, hvorpå mennesker har forsøgt at forhøje deres hoveders naturlige skønhed. Både øren, næse og læber behandles ofte på en måde som ikke alene må forekomme os hæslig, men også i høj grad barbarisk. Hos mange folkeslag både i Afrika og Amerika er det skik at stikke øreflipperne igennem og sætte ringe eller runde skiver af træ ind i hullerne. De gøres større og større, så at ørene til sidst bliver til et par store vinger, der når helt ned til skuldrene og ligner brilleglas af træ, omgivet af en smal ring af kød eller hud. Eller der hænges i øreflippen løse ringe, hvis antal og vægt stadig forøges, så at øreflippen udvides mere og mere og til sidst bliver en bøjle eller strop, der når helt ned til nøglebenet og bærer en vægt af op til 1 1/4 kilo. Nogle steder bruges i stedet for skiver små cylindre, der kan tjene til opbevaringssted for alskens nyttige smågenstande.
< Tilbage Til side 4 >