1. Straffemidler gennem tiderne
2. Samfundet og magthavere
3. Straffemetoder i Kina
4. Straffelove i middelalderen
5. Gabestokken Blokken og Træhesten
6. Firdeling og rædbrækning af den dømte
7. Torturmetoder
8. Konger og henrettelser
9. Forbryderen er ikke længere retsløs
10. Den elektriske stol
11. Retfærdighed og hævn
Samfundet og magthavere
Samfundet, enhver anerkendt, organiseret kreds af magthavere må værne sine matrielle, etiske, relegiøse, kulturelle værdier, med ét ord sine retsgoder, mod de nedbrydende, nivellerende og tilintegørende kræfter, som stedse ligger på lur efter at gøre bytte eller volde fortræd, og det er formålet for enhver art af straffemidler at yde dette værn. Det er, når spørgsmålet stilles: hvorledes skal vi straffe, og hvor meget skal vi straffe - altså når straffen skal organiseres - at der bliver plads for et skøn, for hvis udfald den måde, hvorpå samfundet til enhver tid betragter forbryderne, bliver afgørende.
Den, der, skønt selv medlem af et samfund og delagtiggjort i dettes goder, bryder dette samfunds love på vigtige og ukrænkelige områder, stiller sig selv udenfor loven: Han er en fjende, en fremmed, en helligdomskrænker overfor dette samfund. Og den tanke ligger da nær at gøre ham selv retsløs - berøve ham al den retsbeskyttelse for alle hans retsgoder, som samfundet ellers så omhyggeligt tildeler sine medlemmer. Netop denne tanke er det, der går som en rød tråd gennem så godt som hele strafferettens historie fra de ældste tider, lige indtil den store franske revolution i slutningen af det 18. århundrede lod en ny sol sprede fortidens mørke skygger.
Overfor forbryderen var alt tilladt - det var udgangspunktet. Han var et skadedyr, på hvem samfundet kunne øve en skrankeløs hævn. Jo føleligere, frygteligere, jo mere "eksemplarisk" denne hævn formede sig, desto større var tilfredsstillelsen hos samfundets medlemmer, desto mindre syntes sansynligheden for at andre skulle falde på at følge i hans fodspor.
Og som katten med musen, som en kåd dreng med et fanget insekt "legede" lovgivere, domstole, bødler, ja folket selv med den fangne forbryder, vildere og vildere, alt eftersom legen steg, og grusomhedsinstinktet fik lov til at udfolde sig. Under dets svøbe vred tilskuerne sig i henrykkelse og ofret under bøddelens knive og tænger, mens flammerne slog op over "heksenes" hoveder, og køllen knuste led for led af ren radbrækkedes lemmer. Og alle nød de eller led det i "retfærdighedens" ophøjede navn. Enhver medlidenhed med ofret var en synd mod retfærdighedens helligånd, enhver modstand mod dens udøvelse et oprør mod relegionen selv. Det var æslet i løveham, tilintegørelsens hæslige urinstinkt forklædt i menneskeidealets skønneste klædebon.
Et hastigt blik ned gennem tidens brogede billedbog vil vise, hvad menneskeånden på dette punkt har kunnet præstere.
Det er ikke blot de mere eller mindre barbariske folkeslag og stammer, for hvem det har været, og stedse er en udsøgt nydelse at pine deres fanger på de rædselsfuldeste måder - de højt kultiverede Assyreres straffelovgivning ligefrem vader i pinsler og blod. Hvor selvfølgeligt de har forekommet deres magthavere at håndhæve lovene på denne måde, fremgår bl.a. af, at en mængde bevarede relieffer viser eftertiden forbryderen på pinebænken eller på skafottet under flåning. Udrivning af indvolde, raffinerede forbrændingsprocesser af fødder, arme og andre legemsdele. Øjensynlig har herskeren gennem disse afbildninger netop villet vise samtid og eftertid sin hellige rosværdige iver for retfærdighedens sag!
Hos de gamle egyptere var retsplejen ikke stort humanere. Forbryderen mistede den del af sit legeme, hvormed han havde forbrudt sig: Falskneren sin hånd, den falske anklager sin tunge, tyven sin arm, morderen sit liv. Pryglestraffene stod i fuldt flor: Af afbildninger ser man, hvorledes den fulbyrdedes på delinkventens nøgne ryg, mens bøddelknægtene holdt hans arme og ben fast.
< Tilbage Til side 3 >