1. Straffemidler gennem tiderne
2. Samfundet og magthavere
3. Straffemetoder i Kina
4. Straffelove i middelalderen
5. Gabestokken Blokken og Træhesten
6. Firdeling og rædbrækning af den dømte
7. Torturmetoder
8. Konger og henrettelser
9. Forbryderen er ikke længere retsløs
10. Den elektriske stol
11. Retfærdighed og hævn
Straffemetoder i Kina
Langsom henrettelse ved kvælning i Kina. Man fjerner et par sten hver dag under forbrydernes fødder.
Disse kinesiske fanger er lænket til hinanden med kæder og hvis hoveder indrammes af store tunge halsbrædder, fremstilles dagligt for folket foran fængslet i glødende sol til almindelig afskrækkelse.
Peruansk varetægtsarrest. Fangerne fastholdes ved benenes anbringelse i en blok. En af de mildere straffemetoder, der minder meget om den kendte Gabestok.
Hos Perserne var det ikke som hos Assyrer og Ægypter selvherskeren, der udøvede den direkte magt. Det var de lokale Satraper og statholdere, der efter deres forgodtbefindende lod kniven blinke og pisken suse over lovbryderne. Lemlæstelserne havde derfor ganske vilkårlighedens præg: Ikke blot tunge, hænder og fødder, men næse, øjenlåg, ører og læber tjente som eksekutionsobjekter. Udstikken af øjne var krigsfangernes almindelige lod, og de egentlige storforbrydere behandledes efter alle en østerlandsk despots fantastiske grusomhedsdrømme: De spidedes på pæle, savedes i småstykker, blev stenet, kvalt, pint ihjel af insekter i solens brændende hede, stegt i gloende aske, flået i levende live, overhældt med sydende olie eller levende begravet.
Kineserne, hvis straffemidler søger årtusinder tilbage uden i nutiden at afvige synderligt fra oldtidens, var og er mestre i at finde på langsomt virkende dødsmåder. Bekendt er forbrydernes gennem dage udstrakte kvælningsdød ved anbringelse i høje bure, hvoraf kun hovedet gennem et hul rager op, og hvor delinkvinten står på en opstablet bunke sten, af hvilke daglig nogle fjernes, så han stadig synker dybere ned i buret, indtil han hænger i dets overkant med hele sit legemes vægt, og således sluttelig omkommer. Traditionel er også straffen sønderskæren i tysinde stykker. En langsom systematisk afskæren af små dele af legemet, indtil fuldstændig forblødning indtræder.
Oldtidens Romere og Grækere synes at frembyde et ganske andet billede: Agtelsen for det menneskelige legeme, som skabtes af den højt udviklede sport, der kendetegner disse lande, gjorde dødsstraffene sjældne og uden pinsler. Lemlæstende straffe forekom kun undtagelsesvis. Forskellen er dog mere tilsyneladende end reel. Disse staters demokratiske forfatninger gjorde - i modsætning til de østerlandske despotier - borgerne selv til magthavere, og kun mellem borgerne indbyrdes gjaldt den humane strafferet. Overfor slaverne, som udgjorde en stor procentdel af byernes indbyggere, overfor indvandrede fremmede og dem, der var udstødt af borgersamfundet, rasede man med pinsler og frygtelige dødsstraffe, ganske på østerlandsk vis. Og det var dette sidste system, det mægtige Romerrige gennem århundreder bragte til anvendelse overfor de fremmede nationer, som det efterhånden fik under sit herredømme.
< Tilbage Til side 4 >