1. Tarmsystemet - Fordøjelsen
2. Munden og fordøjelsen
3. Spiserørets og mavesækkens anatomi
4. Galdeblærens funktion
5. Faren ved blindtarmsbetændelse
6. Hensigtmæssige spisevaner og en god fordøjelse
Munden og fordøjelsen
Tyktarmens forløb i underlivet (efter fjernelse af tyndtarmen og leveren).
Nogle mennesker er lovligt undskyldt, idet deres tænder er så ødelagt, at de ikke er til videre nytte som tyggeredskaber. En tand består af en fri del. Kronen og et stykke, roden, der sidder skjult i en hulhed i kæbebenet. Det yderste lag af tanden på kronen en særlig hård og modstandsdygtig kalksubstans, emallien. Når denne emaille springer eller opløses ved dårlig mundpleje eller ernæring, er vejen åben videre ind i tanden, indtil der til sidst kommer hul helt ind til "nerven" dvs. det bløde blodkar- og nerverige væv, der fra tandroden strækker sig op i tandens hulhed og tilfører ernæring. Det første faresignal er i reglen en forøget følsomhed for varme og kolde spiser eller drikke, idet det følsomme væv i tandens indre ikke længere er isoleret så godt som tidligere. På dette eller endnu tidligere tidspunkt bør hullet plomberes for at betændelsen ikke skal brede sig ind i tandens hulhed og ned i kæben. Det andet sårbare punkt ved tænderne er overgangen mellem krone og rod, her kan tænderne ligesom løsnes fra tandkødet ved en betændelse, der både er pinlig og farlig. En omhyggelig tandbørstning og et årligt eftersyn hos en tandlæge er det eneste, der kan spare et moderne menneske både for tandpine og for den ulempe og fare, ikke at kunne tygge sin mad ordentligt. Vi er heldigvis begyndt at komme væk fra den uhyggelige overtro, der en tid lang var udbredt i befolkningen, at tænderne var et kedeligt og besværligt organ, som det gjaldt om hurtigst muligt at få erstattet med et flot sæt "købetænder", der ikke krævede anden pleje end et glas vand til at stå i om natten. Lægerne er ikke mere så tilbøjelige som tidligere til glat væk at rydde munden for tænder, uden at en sagkyndig tandlæge først er spurgt til råds. Forlorne tænder er ligesom træben en nødhjælp, der er bedre end intet, men ikke et efterstræbelsesværdigt mål.
Vi skulle imidlertidig følge føden på dens videre vej gennem fordøjelseskanalen. Den mere eller mindre velforberedte føde passerer ved synkningen ned i svælget, idet den bløde gane lukker af for næsen og strubelåget for luftvejene, således at maden hverken løber ud af næsen eller kommer i den gale hals. Hermed er føden nået udenfor viljens herredømme og føres ved uvilkårlige muskelsammentræninger ned gennem spiserøret, der løber ned gennem halsen og bagerste del af brystkassen, igennem mellemgulvet for at ende i mavesækken ca. 40 cm. fra tandrækken. At maden ikke falder ned i maven, men bevæges aktivt af sted, kan lettets bevises derved, at det er muligt at synke både mad og drikke med nedadhængende overkrop. Ved overgangen mellem spiserør og mavesæk er muskulaturen kraftigere og lukker sig efter føden, således at denne kun kan komme tilbage ved en brækningsakt. En sådan brækning, der bla. udløses, når maven overfyldes med irriterende stoffer, består i en sammentrækning af mavesækken, mellemgulvet og bugmusklerne, samtidig med at musklerne på overgangen mellem spiserør og mavesæk slappes.
Vilkårligt kan en brækning fremkaldes ved forskellige brækmidler, der enten virker direkte på mavens følenerver eller på et "brækningscentrum" i hjernen. Mere direkte kan opkastningen udløses ved at stikke fingrene i halsen, et ligeså virksomt, men måske et mindre æstetisk middel end de gamle romeres berømte påfuglefjer, hvormed de under større måltider skaffede plads for en ny ret.
< Tilbage Til side 3 >