1. Tarmsystemet - Fordøjelsen
2. Munden og fordøjelsen
3. Spiserørets og mavesækkens anatomi
4. Galdeblærens funktion
5. Faren ved blindtarmsbetændelse
6. Hensigtmæssige spisevaner og en god fordøjelse
Spiserørets og mavesækkens anatomi
Spiserørets og mavesækkens form og forhold til nogle andre organer.
I almindelighed bliver føden imidlertid i mavesækken, der som en stor krogformet sæk ligger i øverste del af underlivets venstre side. Spiserøret munder ind i den øverste del af denne sæks højre side, således at der øverst dannes en slags kuppel. Ved sækkens nedre, venstre ende, mavemunden, går maven over i tarmen, og her er væggens muskulatur særlig kraftig udviklet til en ringformet lukkemuskel, der først åbner sig, når føden er tilstrækkelig forberedt ved sammentrækninger af mavesækken og mavesaftens fordøjende indflydelse. Mavesaften, der er meget sur, fordi den indeholder en betydelig mængde saltsyre, afsondres af en masse mikroskopisk små kirtler i mavevæggens slimhinde. Desuden indeholder mavesaften hele to fermenter, af hvilke den ene, løbefermentet, får mælk til at løbe sammen, mens det andet, pepsinet, fordøjer æggehvidestofferne til simplere forbindelser. Pepsinet virker midlertidid kun, når mavesaften er sur. Tilstedeværelsen af føde i maven, ja blot synet af eller tanken om føde får maven til "at løbe i vand", således at maden fordøjes bedst, når man sætter sig til bords med en god appetit. En mavekatar kan bevirke, at maven ikke længere kan producere syre, således at fordøjelsen bliver dårligere end ellers. Imidlertid kan - især ved mavesår eller tarmlidelser - også det modsatte ske, således at mavesaften bliver for sur eller for rigelig, hvad der ligeledes giver besværligheder i retning af sugen, svien, trykken og brænden i "hjertekulen". En sådan overflod af mavesaft vil ofte lindres omend kun for en tid, når der kommer mad ned i maven og binder syren. Undertiden presses der ved opstød lidt mavesaft op i spiserøret, hvor det giver halsbrynde, men dette kan næsten lige så hyppigt ske, når mavesaften er for lidt sur.
Fra maven sprøjtes den delvis fordøjede føde gennem mavemunden ud i tolvfingertarmen, således at maven i reglen er tom 5-6 timer efter et almindeligt, ikke for svært måltid. Tolvfingertarmen danner et kort c-formet rør på bageste bugvæg, og her blandes føden med leverens og bugspytkirtlens afsondringer, galden og bugspyttet. Den sure føde udtrækker af tolvfingertarmen et stof, der får bugspytkirtlen til at virke, og ved tilblandingen af galde og bugspyt bliver føden fra sur gjort til alkalisk. I bugspyttet findes der hele tre fermenter, et for hvert af de tre hovednæringsmidler, altid et æggehvidespaltende, et stivelsespaltende og et fedtspaltende. Æggehviden omdannes herved til stedse simplere og simplere stoffer, indtil den endelig er opløst i nogle kvælstofholdige syrer (aminosyrer), af hvilke organismen efter opsugning kan danne sine egne æggehvidestoffer, der ikke er de samme som de til føden anvendte dyrs og planters. Stivelsen og sukkeret (rørsukkeret) spaltes gradvis ned, til det er forvandlet til de simpleste sukkerarter (som druesukker), der er de eneste, som kan opsuges og udnyttes i legemet.
< Tilbage Til side 4 >